Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Fyldte ordrebøger - tomme stole

21. februar 2018

KLUMME AF VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK: Et af de store temaer i den økonomiske og beskæftigelsespolitiske debat herhjemme i øjeblikket er manglen på arbejdskraft. Politikere, erhvervsfolk og økonomer har nærmest stået i kø de seneste måneder for at betone manglen på hænder, og i medierne fylder historier om ubesatte stillinger stadig mere.

Eksempelvis læste jeg for et par uger siden i nogle medier om den manglende arbejdskraft i landbrugene især i det syd- og sønderjyske område – en arbejdskraftmangel, der nu er så stor, at en tredjedel af landmændene i området har udfordringer med at få stillinger besat.

 

Det føles dybt frustrerende at skulle sige nej til ordrer eller spændende udviklingsmuligheder, fordi man er i tvivl, om man kan skaffe det nødvendige antal hænder og hoveder til at få ordrerne udført

Direktør hos Lederne, Vibeke Skytte

Og i et debatindlæg i Berlingske på en af de første dage her i 2018 beskrev formanden og næstformanden i Horesta, hvordan væksten i hotel- og restaurationsbranchen er truet på grund manglen på hænder.

”Siden finanskrisen har vi skabt 27.000 nye job, men paradoksalt nok risikerer væksten nu at gå i stå, alene fordi vi ikke kan få arbejdskraft nok. Inden for det seneste års tid har hver anden virksomhed i vores erhverv oplevet at rekruttere forgæves, og hver tiende har måttet takke nej til ordrer”, skrev Horestas formand og næstformand.

I et forsøg på at kortlægge problemets omfang lavede Lederne for nylig en konjunkturundersøgelse, hvor der blev sat fokus på de privatansatte lederes forventninger til første halvår af 2018. Her viste det sig, at 39 procent af lederne forventer udfordringer med at rekruttere faglært arbejdskraft, mens 36 procent imødeser problemer med at finde det nødvendige antal nye medarbejdere med videregående uddannelser.

LÆS OGSÅ: Danmark kommer til at mangle op mod 85.000 faglærte

Sammenligner man svarene i den nye undersøgelse med tilsvarende tidligere undersøgelser er tendensen krystalklar: Stadig flere ledere belaver sig på, at det bliver vanskeligt at besætte de ledige stillinger – især når det handler om faglært arbejdskraft.

En af de mest oplagte løsninger på udfordringerne med at finde arbejdskraft er at rette rekrutteringssøgelyset uden for Danmarks grænser. Førnævnte konjunkturundersøgelse viser da også, at hver fjerde leder, 26 procent, forventer at finde nye medarbejdere uden for Danmark i første halvår af 2018. Andelen har aldrig før været så stor.

Også, når jeg taler med ledere rundt omkring i landet, går historierne om manglen på arbejdskraft igen, og mange oplever det som en af det for tidens allerstørste og sværeste ledelsesmæssige udfordringer. Det føles dybt frustrerende at skulle sige nej til ordrer eller spændende udviklingsmuligheder, fordi man er i tvivl, om man kan skaffe det nødvendige antal hænder og hoveder til at få ordrerne udført, og det virker desværre som reelle løsninger mere end som tomme trusler, når nogle virksomheder begynder at tale om at flytte hele eller dele af produktionen ud af Danmark. 

LÆS OGSÅ: Ledere til tre samtaler før de bliver tilbudt job

Sætter man sig op i helikopteren, er det selvsagt bekymrende ikke kun for de enkelte ledere og virksomheder, men for hele samfundsøkonomien og -udviklingen, hvis vi ikke finder nogle gangbare løsninger på disse udfordringer, som vi senest oplevede op til finanskrisen.

Derfor tror jeg, at vi er mange, som blandt andet venter spændt på at se de initiativer til forebyggelse af mangel på arbejdskraft, som regeringen har bebudet vil blive præsenteret her i løbet af foråret. Som en leder, jeg kender, udtrykte det for nylig: ”Jeg har simpelthen så mange ideer, og virksomheden har så mange muligheder i øjeblikket for at vinde markedsandele. Men hvad nytter det, hvis vi ikke kan få vores ledige stillinger besat?”

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 21. februar 2018, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen HR & Administration

Sidste uges klumme af Vibeke Skytte