Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Forskellen på at være leder og chef

20. juli 2016

KLUMME I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE: Ledere på alle niveauer skal forholde sig til, at medarbejdere bliver stadig mere veluddannede og selvkørende – det kræver for mange en opdatering af måden at lede på.

Hvad er egentlig forskellen på en leder og en chef? Det umiddelbare svar vil nok være, at chefen er leder for lederen, og at chefen alt andet lige har et større ansvar og større råde- og ledelsesrum. Men der er ifølge Henriette Grønn fra rådgivningsvirksomheden Business is Personal også en række andre forskelle.

I det norske magasin Lederne har hun skrevet en kronik, hvor hun opfordrer ledere til at være en leder og ikke en chef. Pointen er ikke, at vi ikke skal have ambitioner for karrieren eller overveje titler, men at vi skal sætte fokus på vores måde at udøve ledelse. Og den er, skriver Henriette Grønn, forskellig alt efter, hvor vi befinder os i hierarkiet.

Chefen har ofte det overordnede strategiske fokus modsat lederen, der ofte har en høj grad af personaleledelse

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Hun mener bl.a. at hovedårsagen til, at medarbejdere mistrives på jobbet eller vælger at slutte, ofte skyldes utilfredshed med chefen, og at gode ledere har den modsatte effekt. Hun påpeger endvidere, at de virksomheder, som sætter mennesker først, lykkes bedst, og at videnmedarbejdere motiveres mest af ledere, som evner at kombinere forretningsmæssige mål med personligt og emotionelt engagement. Det betyder lederskab baseret på strategisk kommunikation og emotionel intelligens – ikke bare IQ og tal. God ledelse kommer indefra.

LÆS OGSÅ: Mellemledere holdes væk fra strategibordet

En måde at illustrere hendes sondring mellem ledere og chefer er, at hvor dét at være leder er synonymt med at være en god leder, er chef-begrebet det ikke. En leder siger for eksempel ”kom igen” og går foran, mens en chef giver ordrer og siger ”fiks det”. Chefen er ifølge Henriette Grønn mest optaget af selv at blomstre, mens lederen vil bringe sine medarbejdere frem. Chefer sætter tal og resultater først, mens ledere sætter medarbejderne først. En chef sætter ”jeg” først, mens en leder sætter ”vi” først – og sådan har hun rigtig mange sammenligninger.

Nogen gange skal der faktisk ikke så meget til at gøre en stor forskel, men det gør ofte en hel verden til forskel for medarbejderne

Direktør hos Lederne, Vibeke Skytte

Jeg må indrømme, at jeg godt kan genkende noget af det, hun siger. Men når det er sagt, så tror jeg, vi måske skal være lidt varsomme med skære alle ledere og chefer over en kam. Chefer og ledere har ofte forskellige vinkler på deres lederskab: Chefen har ofte det overordnede strategiske fokus modsat lederen, der ofte har en høj grad af personaleledelse. Dermed kommer der også forskellige nuancer i både dialogen med og instruktionen af medarbejderne.

Men hun har fat i noget. Nemlig, at vi som ledere – og det er på alle niveauer – er nødt til at forholde os til, at medarbejdere i dag ikke er identiske med mange af de profiler, vi rekrutterede for år tilbage. Medarbejdere anno 2016 er mere veluddannede, mere vidende og mere selvkørende, de kræver opmærksomhed og feedback, og det kræver en opdatering af vores måde at lede på, især hvis vi vil tiltrække og fastholde de gode medarbejdere. Jeg siger ikke, at vi som chefer eller ledere skal gå rundt og være evigt rosende og anerkendende over for medarbejdere, men omvendt skal vi heller ikke være barske bosser, der er fuldstændig ligeglade med, hvordan vi kommunikerer med vores medarbejdere. Det er altid klogt at huske på, hvordan et budskab eller en besked bliver oplevet hos modtageren.

Derfor vil jeg gerne slå at slag for, at vi alle bliver den bedste udgave af os selv i lederrollen, uanset hvilket niveau vi befinder os på i organisationen. Nogen gange skal der faktisk ikke så meget til at gøre en stor forskel, men det gør ofte en hel verden til forskel for medarbejderne. Heldigvis findes der mange gode ledere. Hvis du ikke er én af dem, er der dog stadig håb for at opnå succes hos medarbejderne – ledelse er nemlig en disciplin, man konstant kan forfine og dygtiggøre sig i!

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 20. juli 2016, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.