Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

English is my best

10. maj 2017

KLUMME AF VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK

For nogen tid siden var der på Business.dk en meget interessant udgave af ”Ugens Dilemma” om koncernsprog. Helt konkret gik dilemmaet ud på, at en virksomhed var gået fra at have dansk til engelsk som koncernsprog, og i den forbindelse var der blevet udbudt engelskkurser til medarbejderne. En ældre medarbejder valgte i den forbindelse at sige nej tak, fordi kurser efter hans mening var spild af tid. Lederen mente dog ikke, at medarbejderen var dygtig nok til at løse sine opgaver tilfredsstillende med sit nuværende engelsk-niveau og var derfor i tvivl om, hvordan han som leder skulle gribe situationen an.

 

Dilemmaet er meget realistisk og kan sagtens være en situation, som ledere kan komme til at stå i. For ifølge en artikel på Business.dk fra november 2016 viser en undersøgelse fra DI, at over halvdelen af de internationalt orienterede virksomheder herhjemme har engelsk som koncernsprog. Ifølge underdirektør Charlotte Rønhof fra DI betyder det, at kommunikation fra ledelse til medarbejdere typisk foregår på engelsk og at der bliver kommunikeret på engelsk på tværs af enheder og på møder, ligesom dokumentation og mails også bliver skrevet på engelsk.

Alle store forandringer skaber i en eller anden grad utryghed, og barrieren ved at skulle tale et fremmedsprog er én af dem

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Vi kan nok alle blive enige, om at når virksomheder vælger at indføre engelsk som koncernsprog, er det ikke for at genere eller udfordre medarbejderne, men ganske enkelt fordi det er nødvendigt og én af betingelserne for at drive forretning i en tid, hvor virksomheder bliver mere og mere globalt orienterede. Det må vi som medarbejdere acceptere.

 

For rigtig mange medarbejdere kan det være en ganske stor udfordring, og især hvis der er grupper af medarbejdere, som kun kan ganske lidt eller slet intet engelsk. Alle store forandringer skaber i en eller anden grad utryghed, og barrieren ved at skulle tale et fremmedsprog er én af dem. Behersker man ikke sproget, kan det være en kæmpe udfordring at stå frem og udtrykke sig.

 

Formentlig er det ikke noget problem for den yngre generation af medarbejdere, som allerede lærer engelsk fra skolestart, og dermed bliver det måske heller ikke så stor en udfordring på sigt. Men for den ældre generation, som lige pludselig bliver udfordret med at skulle beherske lidt mere engelsk end det ordforråd, der er tilstrækkeligt, når ferien går til udlandet, kræver det både træning og viljen til at ville det.

 

LÆS OGSÅ: Hver femte virksomhed vil hente nye medarbejdere i udlandet

 

Selvfølgelig skal medarbejderen i dilemmaet på kursus, og det er lederens opgave at sørge for, at det sker. Men lederen skal også være opmærksom på, at der kan være flere årsager til, at medarbejderen reagerer, som han gør. Grunden kan meget vel være, at han er bange for at tabe ansigt ved at indrømme, at han har behov for kursus, eller han frygter måske at være den dårligste på holdet. Alt det skal lederen have in mente, når han skal tage dialogen om det videre forløb.

 

Jeg har selv været i situationer, hvor jeg ville ønske, at min engelsk var bedre, end det er, men ind imellem må man bare erkende, at når der er et område eller en kompetence, man ikke får trænet hver dag, bliver man rusten. Men der er ingen grund til at gå i panik – derimod må man gerne glæde sig over, at der måske er udsigt til at intensivt læringsforløb, som på ingen måde er spild af tid.

 

LÆS OGSÅ: Det bedste er når medarbejdere vil tage ansvar

 

Fremmedsprog kan være svært. Mine kolleger fra Syrien og Afghanistan ville helt sikkert også ønske, at de kunne mere dansk, end de kan, men når det nu ikke er tilfældet, er der kun én vej frem, og det er træning og atter træning. Der er ingen, der trækker på smilebåndet, hvis et ord udtales forkert, eller hvis ordforrådet helt mangler. Tværtimod forsøger vi at hjælpe. Og det må være præcis det samme, det handler om, hvis vi som danskere på mandag skal finde de engelske gloser frem – jeg er helt sikker på, at ”we will survive”!

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 10. maj 2017, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for områderne Arbejdsmiljø og Uddannelse. Derudover har Vibeke Skytte ansvar for Ledernes Økonomifunktion, intern HR og Ejendom.