Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Det uforudsigelige liv som leder

30. september 2015

Det er en misforståelse at tro, at en lederkarriere pr. definition kan tegnes som en lige linje – og det er lige så forkert at antage, at alle mellemledere drømmer om at blive topchefer.

En af de ting, efterhånden mange år som leder har lært mig, er, at man skal passe på med at generalisere og sætte personer i bås. Livet som leder er uforudsigeligt, mennesker er nu engang – og heldigvis – forskellige, og en lederkarrieres udvikling er som oftest svær at spå om.

Derfor stejler jeg også lidt, når jeg fra ledere på mellemlederniveau i ny og næ hører udtrykket ”én gang mellemleder, altid mellemleder”.Nogen gange sagt med et glimt i øjet, andre gange med en alvorstung mine lanceret som et bud på en evigtgyldig sandhed. Men uanset tilgangen til synspunktet om et langt, statisk arbejdsliv på mellemlederniveau er det i hvert fald en udbredt misforståelse, at en lederkarriere pr. definition kan tegnes som en lige linje.

Jeg har fuld forståelse for, at spændende jobmuligheder eller forskellige faktorer i livet kan gøre en lederkarriere til en kurve, som i en grafisk fremstilling går op, ned og til siden. Og jeg nærer lige så stor respekt for mennesker, som målrettet satser på at blive topchef eller drømmer om et langt arbejdsliv på mellemlederniveau.

Vibeke Skytte, direktør hos Lederne

Og det er, nok så vigtigt, en mindst lige så stor misforståelse at tro, at en lederkarriere pr. definition starter som medarbejder, fortsætter som mellemleder og slutter som topchef. Sådan går det nogen, men langt fra alle. En undersøgelse fra Lederne i 2013 afslørede da også, at kun ni procent af mellemlederne kunne svare ”ja, helt sikkert” til, at de har ambitioner om en dag at blive topchef, mens 33 procent svarede ”ja, måske”. Over halvdelen takkede nej til at bære rundt på en topchef i maven.

Moderne ledere træder ind og ud af ledergerningen og kan blive fristet af godt jobindhold såvel på højere som lavere niveau. Det er derfor rigtig svært at sætte ledere i bås, hvilket bliver understreget i en anden undersøgelse fra Lederne. Den viser, at 86 procent af de adspurgte ledere og særligt betroede medarbejdere helt sikkert eller måske vil være parat til at tage et job som almindeligt medarbejder, hvis de mister det nuværende job.

LÆS OGSÅ: På vej fra eller til job

Jeg har fuld forståelse for, at spændende jobmuligheder eller forskellige faktorer i livet kan gøre en lederkarriere til en kurve, som i en grafisk fremstilling går op, ned og til siden. Og jeg nærer lige så stor respekt for mennesker, som målrettet satser på at blive topchef eller drømmer om et langt arbejdsliv på mellemlederniveau. Man må i min optik hjertens gerne tænke ”én gang mellemleder, altid mellemleder”, så længe det er en bevidst karriereplan og ikke noget man vælger, fordi man fejlagtigt tror, at det ikke er muligt at flytte sig som leder.

I al sin enkelhed handler det om, at vi hver især skal stile efter den maksimale jobtilfredshed og arbejdsglæde.

Vibeke Skytte, direktør hos Lederne

For nylig overhørte jeg en samtale mellem et par mellemledere, der drøftede netop deres respektive lederkarrierer og fordele og ulemper ved at stile efter lederjob på øverste hylde. Den ene leder gav udtryk for, at det er hans klare ambition at få større ledelses- og personaleansvar, end han har i dag – simpelthen fordi ledelse fascinerer ham og fordi han oplever, at han er en dygtig leder, som lykkes med de projekter, han sætter i gang, og får medarbejderne til at udvikle sig.

LÆS OGSÅ: Ledelse handler om mennesker

Den anden leder, derimod, slog fast, at han er særdeles godt tilfreds med sit job på mellemlederniveau og p.t. ikke nærer ønsker om at træde højere op på karrierestigen. ”Der er”, som han udtrykte det, ”jo andet i livet end arbejde” med henvisning til, at han ved siden af sit job er nygift, har to børn og et tredje på vej samt er dybt engageret i diverse foreningsarbejde. Uden at sige det direkte henviste han dermed til, at jo større ledelsesansvar, du påtager dig, desto større bliver arbejdsmængden og -presset alt andet lige.

I al sin enkelhed handler det om, at vi hver især skal stile efter den maksimale jobtilfredshed og arbejdsglæde – og om det faktum, at hvad der er det rigtige karrierevalg at træffe for den ene ikke nødvendigvis er det bedste for den anden.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 30. september 2015, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.