Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

De usagte ting på jobbet

17. august 2016

KLUMME I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE: Et af de største tabuer for ledere er ensomhed. Mange vil ikke stå frem og fortælle om ensomheden, for det give indtryk af en leder uden handlekraft og autoritet.

Det er aldrig særlig høfligt at lytte til andres private samtaler, men ind imellem bliver man ufrivilligt fanget i en dialog, som vækker éns nysgerrighed. Det skete for mig for nogen tid siden, hvor jeg på en café sad meget tæt på nabobordet, hvor to yngre kvinder talte om tabuer på deres arbejdsplads.

De kom bl.a. rundt om emner som alkoholmisbrug, løn, problemer i hjemmet og psykisk sygdom. De var meget enige om, at det alle er følsomme emner, der er svære at tale om, fordi det kan sætte gang i uro og diskussioner, som man ikke nødvendigvis har lyst til at involvere sig i eller dele med andre.

Men på den anden side var de også enige om, at man ikke bare skal acceptere tabuer, fordi det er vanskeligt at hjælpe en kollega med f.eks. alkoholproblemer, hvis det netop forbliver et tabu.

Det er efterhånden normen for de fleste af os, at privat- og arbejdsliv flyder sammen, og derfor er der nødt til at være en vis åbenhed

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Samtalen fik mig til at tænke på, at der er en del ting, som kan være svære at tale med sine kollegaer eller sin leder om. Ofte er måske forståeligt nok jævnfør vores personlige grænser for, hvornår vi ønsker at involvere andre i personlige forhold. Når det er sagt, vil jeg nok mene, at det er blevet mindre tabubelagt at tale om forhold i privatlivet. Det er efterhånden normen for de fleste af os, at privat- og arbejdsliv flyder sammen, og derfor er der nødt til at være en vis åbenhed for at skabe balance og forståelse for vores beslutninger. Men samtalen ved nabobordet fik mig til at tænke på, om der er forskel på tabuer på arbejdspladsen, når man kigger på ledere i forhold til medarbejdere.

Jeg er ikke i tvivl om, at det for mange ledere er tabubelagt at tale om forhold i privatlivet, der vedrører én selv eller ens nærmeste, f.eks. problemer med alkohol. Som leder har du en identitet, der er med til at skabe et billede af, hvem du er som menneske, og et alkoholproblem kan ændre dette billede totalt – så derfor måske hellere lade være at tale om det frem for at bede om hjælp.

Et stort og for mange nok overraskende tabu for ledere er ensomhed. Mange ledere oplever ensomhed på jobbet, men det er bestemt ikke noget, der tales højt om. Ensomhed hos en leder kan opstå, når man ikke har nogen eller måske kun ganske få relationer til lederkollegaer eller andre netværk. Som leder har man mange fortrolige oplysninger, viden om mangt og meget eller måske udfordringer, som man ikke kan dele med sine medarbejdere. Og har man ikke andre på samme niveau at tale eller sparre med, kan der naturligt nok opstå en følelse af ensomhed på trods af, at man dagligt er sammen med mange mennesker.

LÆS OGSÅ: Ledere skaber rammer for medarbejderes trivsel

Det skal opfattes som en styrke, at en leder beder en kollega om hjælp, og man skal som lederkollega ikke tøve med at tilbyde sin hjælp

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Det kan være et tabu for mange ledere, for hvem vil fortælle sine lederkollegaer eller sin chef, at hun eller han føler sig ensom? Det er et dilemma, for på den ene side er dét at stå frem og fortælle om sin ensomhed det samme som at turde bede om hjælp, hvilket i mine øjne er en stærk egenskab at besidde. Men på den anden side kan det også give et indtryk af en leder, som ikke har den nødvendige handlekraft og autoritet til at bestride jobbet.

Tabuer på arbejdspladsen kan være svære at håndtere, og nogen af dem skal måske også forblive, som de er, men tabuet om lederes ensomhed kan vi gøre noget ved – især for de nye ledere, som skal i gang med at skabe relationer på arbejdspladsen. Det handler om at sørge for, at de bliver en integreret del af ledergruppen, og at det bliver en accepteret ledelseskultur, at man bruger hinanden. Det skal opfattes som en styrke, at en leder beder en kollega om hjælp, og man skal som lederkollega ikke tøve med at tilbyde sin hjælp. Måske kan det ligefrem føre til, at det bliver en del af ledelseskulturen at håndtere tabuer.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 17. august 2016, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.