Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Danskernes tillid til databehandling skal op

06. november 2018

LEDELSESRÅDGIVER BIRGITTE ALSTRØM PÅ ALTINGET.DK: Hvis Danmark skal konkurrere inden for kunstig intelligens uden de samme investeringsbudgetter som andre lande, så skal de danske private og offentlige ledere gå forrest med at sikre en høj tillid til det offentliges og virksomhedernes digitalisering. Det kræver etisk og ansvarlig anvendelse af data. 

Danskernes tillid til både erhvervslivets og de offentlige myndigheders databehandling er fortsat for lav.

Ifølge PwC’s Tillidsbarometer 2018 er danskernes tillid til det private erhvervslivs databehandling kun på 59 på en skala fra 0 til 100, mens tilliden til offentlige myndigheders databehandling er 61. Og uanset om danskerne reelt har grund til den skepsis eller ej, er det afgørende for udnyttelsen af de digitale muligheder, at vi får styrket tilliden.

Derfor skal Danmark konkurrere på vores måde at anvende teknologien på frem for investeringens størrelse – præcis som vi har gjort så mange gange før.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Birgitte Alstrøm

Der ligger derfor et stort stykke arbejde forude for både private, offentlige og politiske ledere, inden vi har nået det nødvendige niveau af tillid til det offentliges og virksomhedernes digitalisering for at stå stærkt i den internationale konkurrence. Ledere spiller en helt afgørende rolle i at sikre, at de nye muligheder bliver anvendt på en måde, hvor etikken er i orden.

Nationernes kamp om at blive verdens førende inden for kunstig intelligens buldrer på fuld tryk. USA, Kina og Frankrig har allerede bevilget milliardinvesteringer i forskning og udvikling af kunstig intelligens.

I oktober 2018 foreslog den danske regering, at Danmark afsætter 300 millioner kroner i 2019 til at forske i nye teknologiske muligheder, herunder kunstig intelligens. Danmark kommer derfor forventeligt nok ikke i nærheden af de astronomiske beløb, som de store lande investerer i kunstig intelligens i disse år.

Derfor skal Danmark konkurrere på vores måde at anvende teknologien på frem for investeringens størrelse – præcis som vi har gjort så mange gange før. 

LÆS OGSÅ: Vi skal undgå at blive en tabt generation

Det er derfor meget positivt, at regeringen nu har bebudet, at regeringen vil nedsætte et dataetisk råd, som skal komme med anbefalinger til håndteringen af dataetiske dilemmaer og understøtte en bred offentlig debat om dataetik. Det handler jo ikke om de nye teknologiske muligheder i sig selv, men hvordan vi anvender dem på en ordentlig måde.

Danske ledere skal gå forrest for at sikre tilliden

Hvis Danmark skal konkurrere inden for kunstig intelligens uden de samme investeringsbudgetter som andre lande, så skal de danske private og offentlige ledere gå forrest med at sikre en høj tillid til det offentliges og virksomhedernes digitalisering. Det kræver etisk og ansvarlig anvendelse af data.

Både politikere, ledere og forbrugere har et ansvar for i fællesskab at forholde sig til brugen af data og bør stille sig selv følgende spørgsmål, hver gang de står over for digitalisering:

  • Har vi brug for det? (Kan være f.eks. et miljø- eller sundhedsmæssigt spørgsmål)
  • Kan vi gøre det? (Et teknisk spørgsmål)
  • Må vi gøre det? (Et lovgivningsmæssigt spørgsmål)
  • Vil vi gøre det? (Et etisk og moralsk spørgsmål)

Det bugner nemlig med ideer til løsninger, som vi synes, at vi har brug for, og hvor det teknologisk set allerede er muligt, men hvor vi endnu ikke hverken lovgivningsmæssigt eller etisk har fået drøftet, om vi må eller vil have det i vores samfund.

LÆS OGSÅ: Unge er dobbelt så ledige som andre grupper

Det kommende dataetiske råd skal derfor sikre dataetiske anbefalinger til ledere i både den private og offentlige sektor, så Danmark fortsat kan innovere og forretningsudvikle sig til konkurrencemæssige fordele og øget velfærd for de danske borgere. Og vel at mærke uden at gå på kompromis med en etisk ansvarlig anvendelse af personlige data.

Et dataetisk råd bør derfor også hjælpe forbrugere med at blive mere bevidste om deres afgivelse af data, og hvilke valg de aktivt selv kan tage. Derudover bør et stærkt internationalt samarbejde omkring dataetik være en del af opdraget til det kommende dataetiske råd, da de etiske dilemmaer på området er globale.

Kontaktoplysninger

Søren Kudahl
Pressechef, Lederne
Tlf.: 2338 4211
E-mail: sku@lederne.dk

 

 

Morten Bonde Pedersen
Pressekonsulent
Direkte: 3283 3456
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lederne.dk