Brug for mere nærvær og mindre hamsterhjulsledelse

03. januar 2018

KLUMME AF HELLE BRUUN MADSEN I JYLLANDS-POSTEN OG PÅ FINANS.DK: ”Jeg forventer at min ugentlige arbejdstid vil ligge på 45-55 timer pr. uge.” Sådan svarede en kommende leder i 20’erne fra min omgangskreds, da jeg for et års tid siden havde en samtale med hende om hendes forventninger til det lederjob, som hun stiler efter at få inden for en kortere årrække.

Jeg tog mig selv i at udbryde ”Du bliver klogere” og undlod også at sige nogle formanende ord som ”Tag det roligt, du skal nok nå det, du skal”, thi det var nok ikke gode råd fra en halvgammel erfaren leder og ledelsesrådgiver som mig, den unge kvinde havde brug for. I stedet fik jeg samtalen drejet ind på, hvad hun kunne gøre for at passe på sig selv på et arbejdsmarked, som stiller stadigt større krav til dét at være leder og medarbejder, og hvor den unge kvinde og andre i hendes generation måske først kommer til at kunne gå på pension, når de fylder 70 år eller mere.

Hvis man som leder kan nikke genkendende til, at man sætter sig selv til side for enhver pris, lægger masser af ekstra timer i lederjobbet af ren og skær pligt og ikke føler, man selv har særlig megen indflydelse på sit job, så stop op nu!

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen

Jeg blev mindet om samtalen ovenfor, da jeg læste den nye lønstatistik fra Lederne. Ifølge den arbejder næsten halvdelen af lederne på de danske virksomheder nemlig mere end 45 timer om ugen, og hver femte (22 pct.) af dem har en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mere end 50 timer om ugen.

Overraskende? Nej, men tankevækkende set i lyset af, at 37 timers arbejdsugen sidste år kunne fejre 30 års jubilæum, og at der generelt er stort fokus på balancen mellem arbejdsliv og fritid. ”At lede er at leve” – sådan kunne et kendt H.C. Andersen-citat lyde i en lettere omskrevet version anno 2018 som et billede på nutidens ledere og det forhold, at de lægger endog ganske mange timer i lederjobbet.

 

Er det godt eller skidt at ledere arbejder så mange timer i en tid, hvor den digitale udvikling har gjort grænserne mellem arbejde og fritid mere flydende, og hvor kravene på arbejdsmarkedet vokser? Ér at lede at leve?

 

LÆS OGSÅ: Hver femte leder arbejder over 50 timer om ugen

 

Det er godt, hvis de mange timer, ledere bruger på jobbet, er et udtryk for et stort engagement, og at de stiller sig i spidsen for og formår at motivere medarbejderne og sammen med dem få skabt synlige resultater og god trivsel. Bliver for mange af timerne, derimod, brugt på andre aktiviteter end ledelse – for eksempel møder, kontrol og detailstyring eller ved at lederne bruger for megen tid inde i ”maskinrummet” for at ”slukke brande” – er det skidt. Både for medarbejderne, der mangler synlig ledelse, virksomhederne og i værste fald for lederen selv, fordi hun risikerer at havne i en situation, hvor hendes performance, resultater, trivsel og arbejdsglæde bliver påvirket i negativ retning, og hvor hun bliver ”ædt op” længe før, hun har mulighed for at gå på pension.

 

At ledelse er en livsstil er et udsagn, jeg ofte hører fra ledere selv. Det dækker dels over de mange dygtige ledere, som heldigvis er bevidste om, hvad de bruger deres arbejdstid på, og som, uden at balancen mellem arbejdsliv og privatliv tipper, ingen problemer har med at give den en ekstra skalle ind imellem. Dels dækker det over et, desværre, stort antal ledere, som er voldsomt presset i hverdagen, og som farer rundt i hver sit hamsterhjul, uden at standse op og mærke efter, om de ekstra timer, de lægger i jobbet, reelt gør dem til bedre ledere.

 

LÆS OGSÅ: Hver sjette leder før sig stresset

 

Disse såkaldte ”hamsterhjulsledere” skulle tage at hoppe ud af hamsterhjulet og spørge sig selv, om de ekstra timer, de lægger i lederjobbet, reelt er nødvendige, eller om de i virkeligheden snarere panisk prøver på at leve op til deres eget selvbillede af en person, der tager ansvar, og som kan og skal klare alt?

 

Hvis man som leder kan nikke genkendende til, at man sætter sig selv til side for enhver pris, lægger masser af ekstra timer i lederjobbet af ren og skær pligt og ikke føler, man selv har særlig megen indflydelse på sit job, så stop op nu! Brug det nye år til at mærke efter, hvad der driver dig, om du har det rigtige job. Og hav også modet til at ændre på tingenes tilstand, hvis du finder ud af, at du er mere hamster end leder.

 

Leder og medarbejdere har brug for mindre hamsterhjulsledelse og mere nærvær. Så rådet herfra til lederne er:  Tag livtag med dit selvbillede – det har både medarbejdere og virksomhed fortjent.

Om Helle Bruun Madsen

Klummen er bragt i Jyllands-Posten og på Finans.dk den 3. januar 2018, hvor ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen er fast klummeskribent. 

Helle Bruun Madsen er en del af rådgiverteamet i Ledelse, Ledernes enhed for sparring og rådgivning af ledere. Helle Bruun Madsen har 19 års erhvervserfaring fra arbejdsgiver- og faglige organisationer samt offentlige arbejdspladser.