At aflære er ligeså vigtigt som at lære

20. december 2017

KLUMME AF BODIL NORDESTGAARD ISMIRIS PÅ FINANS.DK: Stress er uden tvivl en stor udfordring – også blandt ledere. For at mindske stress skal vi undervejs i karrieren blive bedre til at aflære og vide, hvad vi skal holde op med at gøre  

En ny undersøgelse fra Lederne viser, at hver sjette leder føler sig stresset. 17 procent af de 3.390 adspurgte ledere svarer, at de ”ofte” eller ”hele tiden” føler sig stresset.

Størstedelen, 37 procent, peger på, at det skyldes, at deres ambitioner og forventninger til dem selv er for høje. Jeg bebrejder dem ikke, for som leder kan man nemt komme til at føle, at man skal kunne og vide alt, selvom det ganske vist er et umuligt ideal at leve op til.

For der kommer et punkt, hvor læringskapaciteten er fyldt op. Når man stiger i graderne eller får udvidet sit ansvarsområde, er der selvsagt en masse nyt, der skal læres. Men jo mere nyt, man skal lære, jo vigtigere bliver det at lægge noget af sin viden fra sig. På hvert trin på karrierestigen er det nødvendigt at arkivere en del af sine kompetencer og viden for at skabe rum til ny læring og især nye måder at gøre tingene på.

LÆS OGSÅ: Selvledelse grundlæggende for god ledelse

Jeg ved af erfaring, at det er lettere sagt end gjort, for rent intuitivt føles det forkert at fralægge sig viden og know-how. Man er kort sagt i kamp mod vanens magt.

Alligevel bør man overveje at give sig i kast med aflæring, for der er stor forskel på, hvilke kompetencer og egenskaber, der er mest værdifulde, afhængigt af om du er medarbejder, leder for medarbejdere, leder for ledere eller sidder i toppen af en stor organisation. Man skal løbende spørge sig selv, om man besidder og bruger de kompetencer, der er passende for den lederposition, man er i. Om man bruger sin tid hensigtsmæssigt i forhold til, hvilken rolle man skal opfylde. Og om ens arbejdsrelaterede værdier passer til den kontekst, man leder i.

På hvert karrieretrin er der noget nyt, man skal lære at gøre

Viceadministrerende direktør hos Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris

Det første karrierespring sker typisk, når man efter nogle år som dygtig og værdsat medarbejder bliver gjort til leder af et mindre team af medarbejdere. I de forgange år har man lært at skabe resultater ved at levere arbejde af høj kvalitet inden for rammer, der er sat af andre. Skiftet til at skulle sætte rammer for andre, kan være forbløffende svært. Førstegangsledere er nemlig nødt til at stoppe med at bruge for meget tid på den slags opgaver, som de ellers før har løst med succes og har høstet en masse anerkendelse for. I stedet for at levere individuelle bidrag, skal de nu til at skabe resultater gennem andre. I skiftet går man fra ”at arbejde” til ”at få arbejdet gjort”.

LÆS OGSÅ: Stress opdages oftest af lederen 

Det bliver ikke nemmere, når man skal til at være leder for ledere. For det første er det nu helt slut med de fag- og funktionsnære opgaver, som for det meste stadig er en del af arbejdet som teamleder. For det andet skal man lære at flytte sit fokus fra operationelle og taktiske eksekveringer til strategiske overvejelser, der understøtter den overordnede forretning. Samtidig skal man også have overblikket over, hvilke talenter, der kunne være modne til at blive gjort til ledere og støtte de nye teamledere i deres forandring fra medarbejder til leder.

På hvert karrieretrin er der noget nyt, man skal lære at gøre. Men ligeså vigtigt er det at blive klar over, hvad man skal stoppe med at gøre. Man bliver uden tvivl en bedre leder af det. Og efter min mening kan aflæring være et effektivt middel til forebyggelse af stress hos ledere.

Om Bodil Nordestgaard Ismiris

Bodil Ismiris, direktør hos LederneKlummen er bragt i Jyllands-Posten og på Finans.dk den 20. december 2017. Bodil Nordestgaard Ismiris er viceadministrerende direktør hos Lederne. 

Hun skriver mest om arbejdsmarkedsforhold og ledelse.