Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Undgå tidsspilde på møder

02. maj 2017

Nye tal fra Lederne viser, at ledere i Vest- og Sydsjælland, Lolland, Falster og Bornholm i gennemsnit deltager i 8,3 møder og tilbringer 10,5 timer i et mødelokale om ugen.

Debatindlæg d. 2. maj 2017 i Sjællandske af Villy Helmer Jørgensen, Formand for Lederne Vestsjælland

Kaster ledere et blik på deres outlook-kalender, vil de ofte kunne se en perlerække af mødeaftaler. Nye tal fra Lederne viser, at ledere i Vest- og Sydsjælland, Lolland, Falster og Bornholm i gennemsnit deltager i 8,3 møder og tilbringer 10,5 timer i et mødelokale om ugen.

Det lyder af meget, men man må naturligvis huske på, at det hører med til lederjobbet at koordinere og planlægge, hvorfor møder hverken kan eller skal undgås. Men det er vigtigt, at udbyttet af de mange møder står mål med ressourcerne, der bruges på at afholde dem. Spørger man de syd- og vestsjællandske ledere, er det kun 23 procent af dem, der svarer entydigt »ja« til, at de får nok ud af de møder, som de deltager i.

Den manglende oplevelse af sammenhæng mellem udbytte og ressourcer bunder efter min mening i, at der er for meget tidspilde på møder. Tomgangssnak og tidspilde opstår, når et møde ikke ledes i tilstrækkelig grad.

Ønsker man effektive møder, er god mødeledelse altså alfa og omega. Det indebærer blandt andet, at der er en klar agenda for mødet, at de rigtige er inviteret med, og at de tilstedeværende holder fokus.

Der er ikke noget galt med at holde møder, men ledere bør måske begynde at forholde sig kritisk til kulturen omkring møder i deres virksomhed og sikre, at møderne ledes ordentligt.