Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Arbejdsnarkomani er ikke en farbar vej

08. juni 2017

Mange ledere har svært ved at holde fri og ferie.

Debatindlæg d. 8. juni 2017 i Sjællandske af Villy Helmer Jørgensen, Formand for Lederne Vestsjælland  

Når ledere ikke får ladet batterierne op i deres ferie, er der risiko for, at det kan påvirke hele organisationen negativt.

En ny undersøgelse fra Lederne viser, at 54 procent af lederne på Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm har feriedage til gode fra det nyligt afsluttede ferieår. Af de ledere med ikke afviklet ferie har hver fjerde leder mere end 10 feriedage til gode.

Resultatet af ledere, der ikke holder al deres ferie, kan meget vel blive dårligere performance, når man er på arbejde og øget risiko for stress. Derudover sender det et dårligt signal til medarbejderne, hvis chefen altid er på arbejde og aldrig holder ferie. Sammenholdt med mine egne erfaringer vidner undersøgelsen om en arbejdsnarkoman kultur blandt ledere på Vestsjælland.

Den kultur skal afskaffes hurtigst muligt. Virksomhederne kører fint videre, mens lederne holder ferie eller fri, såfremt lederne selv har forberedt kollegaer og medarbejdere på situationen.

Kære lederkollegaer: Jeg vil opfordre jer til allerede i sommermånederne at få brugt en betydelig del af jeres ferie. På den måde bliver det langt mere overskueligt at få holdt alle feriedagene inden 1. maj 2018. Virksomheden overlever, mens I holder fri, I leverer sandsynligvis bedre resultater, når I har fået ladet batterierne op, og der er sikkert nogen på hjemmefronten, som bliver glade for, at I tilbringer mere tid med dem.