Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: 15 timer om ugen på møder

12. oktober 2015

Debatindlæg d. 12. oktober 2015 i Sjællandske af Villy Helmer Jørgensen, Formand for Lederne Vestsjælland

Det tager kun fem minutter…

For nogle år siden lød det i en kendt reklamefilm for et discountsupermarked: »Det tager kun fem minutter, men vi vil så gerne have, at du bliver lidt længere…«

Omvendt kan man sige om de mange møder, der sluger en pæn del af vores arbejdstimer, at de ofte tager længere tid end strengt nødvendigt – og længere tid, end der var afsat i kalenderen. I en ny undersøgelse lavet af Lederne og analyseinstituttet YouGov viser det sig, at ledere i Vestsjælland, Sydsjælland, på Lolland-Falster og Bornholm bruger lidt mere end 15 timer om ugen på møder, mødeforberedelse og efterbehandling.

Det er mange timer – særligt, når man tager med i betragtning, at hele 52 procent svarer, at udbyttet af møderne kun til dels står i et fornuftigt forhold til de ressourcer, der bruges. Med andre ord: Nogle møder er spild af tid. Og nogle møder kunne være mere effektive.

Dykker man lidt ned i tallene viser det sig, at vestsjællændere sjældnere bruger tid på at sende sms’er og mails fra smartphonen under møderne, end københavnere gør. Men vi er nøjagtigt lige så slemme her i regionen til at lade møderne overskride den aftalte tid, som de er i resten af landet. Og hele 29 procent svarer, at det sker ofte eller hele tiden, at en eller flere mødedeltagere kommer for sent.

Tallene fortæller, at vi kan bruge vores arbejdstid bedre, end vi gør lige nu. Og måske skal vi starte med at stræbe efter nogle bedre mødevaner – af respekt for hinandens tid.

Næste gang du indkalder til et møde, er det måske værd at overveje, om det er et møde, der er brug for. Måske kunne du nøjes med en kort snak over en kop kaffe?

Hvad er det helt præcise formål med mødet? Og hvor mange menneskers arbejdstid er det nødvendigt at inddrage til mødet? Det tager måske kun fem minutter at tage en beslutning – men vi kommer alt for ofte til at bruge meget længere tid på endeløse diskussioner med uforberedte mødedeltager, hvor alle vil give deres besyv med.