Pressemeddelelse: Virksomheder i Nordjylland forventer plus i økonomi og beskæftigelse i 2018

20. december 2017

Ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne tegner 1. halvår af 2018 nemlig til at blive særdeles godt for erhvervslivet i Nordjylland, både når det gælder de økonomiske nøgletal og beskæftigelsen.

Det er ikke kun på grund af den nært forestående nytårsaften, at virksomhederne i Nordjylland kan lægge champagnen på køl. Ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne tegner 1. halvår af 2018 nemlig til at blive særdeles godt for erhvervslivet i Nordjylland, både når det gælder de økonomiske nøgletal og beskæftigelsen.

 

Ifølge konjunkturundersøgelsen har 68 procent af lederne på de nordjyske virksomheder en forventning om, omsætningen vil stige i det næste halve år, mens 28 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning. Kun fire procent af lederne tror, omsætningskurverne i den nordjyske virksomhed vil vende nedad i 1. halvår af 2018.

 

Tendensen er den samme, når det gælder virksomhedernes overskud. 62 procent af lederne i Nordjylland forventer, at overskuddet stiger i det næste halve år, mens 27 procent kalkulerer med uændret overskud. Optimismen ses også på eksportområdet. Her svarer 59 procent, at der er stigninger i vente i første halvdel af 2018.

 

I forhold til beskæftigelsen er forventningen hos majoriteten af lederne i Nordjylland, at vi er på vej ind i et halvår med enten stigende eller uændret beskæftigelse. Blandt de 193 adspurgte lokale ledere kalkulerer 45 procent med, at det samlede antal af medarbejdere stiger det næste halve år, mens 47 procent tror, antallet af ansatte forbliver omtrent uændret. Kun syv procent af lederne belaver sig på en nedgang i antallet af medarbejdere.

 

Afdelingsformanden for Lederne Vendsyssel Karina Fisker deler de positive forventninger til både økonomiske nøgletal og beskæftigelse i 1. halvår af 2018.

 

- I Nordjylland kan der ses sunde tal, som afspejler høje ambitioner hos erhvervslivet. Det kommer til udtryk ved, at alle virker til at have travlt og især områdets mindre virksomheder løber stærkt. Der er mange håndværkere, der har travlt og det tyder på, at der er vækst i området. Derudover er der i Nordjylland stadig meget fokus på havnene, hvor der er stor vækst og udvikling. Og det er hele vejen rundt langs Vendsyssels kyst, siger Karina Fisker.

 

Ledernes konjunkturundersøgelse er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 2.238 ledere, heraf 193 fra Nordjylland. Alle er ansat på virksomheder i den private sektor. Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres i januar 2018.

Kontaktoplysninger

Karina Fisker
Afdelingsformand
Lederne Vendsyssel
Tlf. 9842 4106
E-mail karina.fisker@lederne.dk

Karoline Bloch Sørensen
Pressemedarbejder
Lederne
Tlf. 3283 3436
E-mail kbs@lederne.dk