Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Pressemeddelelse: Forventning om stigende omsætning i Nordjylland i 1. halvår af 2017

15. december 2016

1. halvår af 2017 vil blive godt for erhvervslivet i Nordjylland.

Ifølge Ledernes nye konjunkturundersøgelse, der er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, forventer hovedparten af lederne på de lokale virksomheder i Nordjylland, at 1. halvår af 2017 vil blive præget af stigende omsætning, produktion, overskud og eksport. Også på beskæftigelsesområdet er der ifølge de lokale ledere grund til en vis optimisme.

Undersøgelsen viser, at 61 procent af lederne på de nordjyske virksomheder har en forventning om, at omsætningen vil stige i det næste halve år, mens 34 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning. Kun fem procent af lederne tror, omsætningskurverne i de nordjyske virksomheder vil vende nedad i 1. halvår af 2017.

Over halvdelen af lederne forventer også stigninger i både produktion og overskud. 60 procent af lederne i Nordjylland forventer, at produktionen stiger i det næste halve år, mens 59 procent kalkulerer med stigende overskud. Henholdsvis seks og 12 procent af de adspurgte nordjyske ledere svarer, at produktion og overskud vil falde.

Der spores også optimisme på eksportområdet. Her svarer 55 procent, at der er stigninger i vente i 1. halvår af 2017.

I forhold til beskæftigelsen er forventningen hos majoriteten af lederne i Nordjylland, at vi er på vej ind i et halvår med enten uændrede tal eller stigninger. Blandt de adspurgte lokale ledere forudser over  halvdelen, 58 procent,  at det samlede antal af medarbejdere forbliver omtrent uændret, mens 31 procent tror, at antallet af ansatte vil stige i 1. halvår af 2017. Ti procent af lederne forbereder sig på en nedgang i antallet af medarbejdere.

Afdelingsformanden for Lederne Vendsyssel Karina Fisker glæder sig over de økonomiske nøgletal for Nordjylland.

- Jeg synes helt generelt, at man fornemmer en optimisme i erhvervslivet i Nordjylland. Jævnligt hører jeg om virksomheder og erhvervsområder, der udvider. For eksempel er hele industriområdet i Sæby inde i en meget positiv udvikling, og der er også mange af de nordjyske havne, som har gang i byggeprojekter. Man er for eksempel i gang med at udbygge indsejlingen til havnen i Frederikshavn, og sådan et projekt smitter positivt af andre steder, fordi der skal bruges arbejdskraft, siger Karina Fisker.

Ledernes konjunkturundersøgelse er baseret på svar fra 1.151 ledere, heraf 94 fra Nordjylland. Alle er ansat på virksomheder i den private sektor. Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres i starten af januar.

Kontaktoplysninger

Karina Fisker
Afdelingsformand
Lederne Vendsyssel
Tlf. 5151 6842
E-mail karina.fisker@lederne.dk

Karoline Bloch Sørensen og Nicolai Fiil
Pressemedarbejdere
Lederne
Tlf. 3283 3436 / 3283 3443
E-mail kbs@lederne.dk / nfi@lederne.dk