Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: storrumskontorer gavner forståelse og sammenhold

08. juli 2016

Af Karina Fisker, afdelingsformand Lederne Vendsyssel. Indlægget er bragt i Nordjyske Stiftstidende fredag d. 8. juli 2016

STORRUMSKONTORER: En endnu ikke offentliggjort undersøgelse foretaget af Lederne og analyseinstituttet You-Gov viser, at blandt de ledere, der arbejder i et storrumskontor, mener 81 procent, at storrumskontorer gavner samarbejde og vidensdeling, mens 87 procent mener, at det gavner fællesskabet på arbejdspladsen.

Min egen erfaring fra Danish Crown i Sæby stemmer fuldstændig overens med undersøgelsen.Storrumskontorer giver mig en bedre føling med de ansatte, og deres arbejdsopgaver. Samtidig skaber de et bedre sammenhold, som gør, at de ansatte bedre forstår hinanden, når de arbejder under pres.

For at opnå den største effekt af storrumskontorer, er det vigtigt, at man tager hensyn til de ansattes ønsker og placerer teamsene strategisk i forhold til hinanden. Hvis placeringen lykkedes, vil teamsene arbejde langt mere tværfagligt og bruge mindre tid på kommunikation og koordination. Den dårlige side af storrumskontorerne er, at det nogle gange kan være svært at løse arbejdsopgaver, som kræver stilhed eller ekstraordinær koncentration. Det kan dog løses, hvis lederen lytter til de ansattes behov.

På Danish Crown har vi indført stille-zoner, hvor at man kan arbejde uden at blive forstyrret, derudover bruger vi ofte mødelokaler til større møder samt fortrolige og private samtaler. Ledelsen på Danish Crown i Sæby har for nyligt overvejet, om storrumskontorer er den rigtige løsning, men jeg og flertallet af mine medarbejdere er fuldstændig overbevist om, at fordelene er klart større end ulemperne.Det øgede samarbejde og den tværfaglige indsats er uvurderlig for os.