Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Skab større værdi

02. maj 2017

Nordjyske ledere går, ifølge nye tal fra Lederne, til møde 8,3 gange om ugen og bruger 10,3 timer på det.

Debatindlæg af Karina Fisker, afdelingsformand i Lederne Vendsyssel  i NORDJyske Stiftstidende d. 2. maj 2017

For nylig læste jeg om iværksætteren Ditte Graa Wulff, som har startet virksomheden Mødehuset, der har en ambition om at revolutionere vores mødekultur. Det er jeg enig i, at der er brug for. Nordjyske ledere går, ifølge nye tal fra Lederne, til møde 8,3 gange om ugen og bruger 10,3 timer på det. Det er lang tid at tilbringe i små, lukkede rum, og derfor er det også essentielt, at møderne skaber værdi.

Spørger man de nordjyske ledere, om deres møder er værdifulde, er svaret dog nedslående. Kun 21 procent af de nordjyske ledere svarer klart ”ja” til, at udbyttet af de møder, de deltager i, står mål med indsatsen.

Tallet fortæller mig, at vi skal blive bedre til at tage ansvar for at holde gode møder. Det kræver blandt andet, at vi reflekterer over relevansen af de møder, vi bliver indkaldt til, og tænker over, hvem og hvor mange, vi inviterer med, når vi sender en mødeindkaldelse afsted.

Min oplevelse er, at vi er så bange for at træde folk over tæerne, at vi hellere inviterer revl og krat med til møder. I mange virksomheder er der også flere faste, ugentlige møder, som man bare bliver ved med at holde uden, at der nogensinde bliver sat spørgsmålstegn ved det. Det er ganske enkelt på tide, at vi i Nordjylland udfordrer mødekulturen, så flere får oplevelsen af, at møderne skaber værdi.