Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Debatindlæg: Hæv ambitioner

02. november 2017

Den digitale tidsalder stiller store krav til omstillingsparathed hos både ledere og medarbejdere.

Debatindlæg af Karina Fisker, formand for Lederne Vendsyssel i NORDJyske Stiftstidende d. 2. november 2017.

Kompetencer, der er mindre vigtige det ene år, bliver altafgørende det næste.  Det er et vilkår, vi ikke kan ændre på. Men det kræver, at vi investerer i efteruddannelse og kompetenceudvikling.

58 procent ud af 122 adspurgte ledere i Hjørring, Frederikshavn, Jammerbugt, Brønderslev-Dronninglund og Læsø kommuner svarer i en ny undersøgelse fra Lederne, at der inden for det næste år skal tages et større ansvar for medarbejderes efteruddannelse og kompetenceudvikling.

Jeg er helt enig med dem. På kort sigt kan efteruddannelse umiddelbart virke som et belejligt sted at spare. Det så vi for eksempel under den seneste finanskrise, hvor efteruddannelse og kompetenceudvikling for både medarbejdere og ledere blev nedprioriteret mange steder. Nu, hvor krisen for længst er lagt bag os, er det på tide at hæve ambitionerne for efteruddannelse igen.

Der er brug for, at virksomhederne holder sig ajour med, hvad de lokale uddannelsesinstitutioner har at tilbyde. Omvendt bør uddannelsesinstitutionerne også være i tæt dialog med virksomhederne, så de kan følge med i, hvilke uddannelsesbehov virksomhederne har. På fremtidens arbejdsplads er livslang læring nødvendigt, og det gælder efter min mening for samtlige uddannelsesniveauer.

Skal de nordjyske virksomheder være konkurrencedygtige, er efteruddannelse kort sagt ikke til at komme udenom.