Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Behov for rollemodeller

10. februar 2016

Vi kvinder, der sidder i lederstillinger i dag, bør blive meget bedre til at agere som ambassadører!

Debatindlæg af Karina Fisker i Nordjyske Stiftstidende d. 10. februar 2016.

Vi bør fortælle de gode historier om vores job, fortælle hvordan vi lykkedes i vores job, og hvordan man som kvinde får skabt sig en balance i karrierelivet - uden at det skal gøres til, at være specielt for kvinder og på bekostning af familielivet. Vi har brug for kvindelige rollemodeller, som tør vise, at det er fuldt ud muligt at have både lederkarriere og et velfungerende familieliv ved siden af.

Nye medlemstal fra Lederne viser, at to ud af fem nye ledere i 2015 var kvinder. Det er glædeligt, rigtig glædeligt endda, at se at der er flere kvinder i lederstillingerne. Men selvom tallene viser en stigning blandt de nye medlemmer af Lederne, kan vi kvinder alligevel ikke  bryste os af mere end 29,1 procent kvindelige medlemmer samlet set. Det er simpelthen ikke godt nok, da dette jo betyder at godt og vel 71 procent af medlemmerne er mænd.

Om løsningen er flere kvindelige ambassadører, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men jeg tror, at en del af problemet ligger i, at vi kvinder er alt for tilbageholdne. Vi må gerne fejre vores succeser med lidt større armbevægelser! Det kan være det lille, sidste puf, andre kvinder omkring dig har brug for, for at turde tage første skridt mod lederkarrieren.

Vi kvinder er alt for tilbageholdne. Vi må gerne fejre vores succeser med lidt større armbevægelser.

Karina Fisker, Afdelingsformand for Lederne Vendsyssel