Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Pressemeddelelse: Ledere i Sydjylland forventer fremgang i resten af 2017

17. maj 2017

Ordrebøgerne er klar til at blive fyldt ud, og jobopslagene er ved at blive skrevet på virksomhederne i Sydjylland.

2. halvår af 2017 ser nemlig ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne ud til at blive godt for det sydjyske erhvervsliv. Undersøgelsen viser, at hovedparten af lederne på de lokale virksomheder i Sydjylland forventer, at 2. halvår af 2017 vil blive præget af stigende omsætning, produktion og overskud. Også på eksport- og beskæftigelsesområdet er der ifølge de lokale ledere grund til pæn optimisme.

Ifølge konjunkturundersøgelsen har 66 procent af lederne på de sydjyske virksomheder en forventning om, at omsætningen vil stige i det næste halve år, mens 24 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning. Ti procent af lederne tror, at omsætningskurverne i de sydjyske virksomheder vil vende nedad i 2. halvår af 2017.

Tendensen er den samme, når det gælder virksomhedernes produktion såvel som overskud. 54 procent af lederne i Sydjylland forventer, at produktionen stiger i det næste halve år, mens 61 procent kalkulerer med stigende overskud. Optimismen ses også på eksportområdet, om end i lidt mere behersket grad. Her svarer lidt over halvdelen, 52 procent, at der er stigninger i vente i 2. halvår af 2017.

I forhold til beskæftigelsen er forventningen hos majoriteten af lederne i Sydjylland, at vi er på vej ind i et halvår med enten stigende eller uændret beskæftigelse. Blandt de 237 adspurgte lokale ledere kalkulerer 42 procent med, at det samlede antal af medarbejdere stiger det næste halve år, mens 45 procent tror, antallet af ansatte forbliver omtrent uændret. 13 procent af lederne belaver sig på en nedgang i antallet af medarbejdere.

Afdelingsformanden for Lederne Sydvestjylland Lars Møldrup deler de positive forventninger til både økonomiske nøgletal og beskæftigelse i 2. halvår af 2017.

- Når jeg kommer rundt og besøger de lokale virksomheder, mærker jeg bestemt en stigende optimisme. Særligt har det haft stor betydning, at Nordsøaftalen er faldet på plads. Aftalen giver gode rammebetingelser for industrien, og den er med til at sikre investeringer i området. Det skaber masser af arbejdspladser, der ikke alene kommer Esbjerg-området til gavn, men også hele oplandet. Samtidig skal vi huske på, at fremgang i energisektoren også har en afsmittende effekt på andre brancher og virksomheder, siger Lars Møldrup.

 

Kontaktoplysninger

Lars Møldrup
Afdelingsformand
Lederne Sydvestjylland
Tlf. 2948 4054
E-mail lars.moeldrup@lederne.dk 

Karoline Bloch Sørensen og Lotte Sievers
Pressemedarbejdere
Lederne
Tlf. 3283 3436 / 3283 3456
E-mail kbs@lederne.dk / lsi@lederne.dk