Pressemeddelelse: Flot lønstigning til sydjyske ledere

23. november 2017

Ifølge Ledernes nye lønstatistik har de lokale ledere fra september 2016 til september i år fået en stigning i månedslønnen på 2,7 procent.

De privatansatte ledere i Sydjylland har i det forløbne år kunnet glæde sig over at få lidt flere penge mellem hænderne. Ifølge Ledernes nye lønstatistik har de lokale ledere fra september 2016 til september i år fået en stigning i månedslønnen på 2,7 procent. Tallet ligger dog en smule lavere end de sydjyske lederes lønstigning i perioden september 2015 til september 2016, der lå på 3,0 procent.

På landsplan har de privatansatte ledere kunnet notere sig en lønstigning på 2,5 procent. Den største lønfremgang skal findes blandt ledere, der er ansat i byggebranchen eller som beskæftiger sig med information og kommunikation.

I perioden er forbrugerpriserne steget med 1,6 procent, hvilket har betydning for ledernes reallønsfremgang. Lederne har på landsplan fået en stigning i reallønnen på 0,9 procent, mens ledere i Sydjylland har oplevet en reallønsfremgang på 1,1 procent.

De privatansatte ledere i Sydjylland får i gennemsnit 53.765 kroner i løn hver måned. Det er 2.340 kroner mindre end landsgennemsnittet for privatansatte ledere i Danmark, som er på 56.105 kroner.

Lønstatistikken er lavet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov på baggrund af oplysninger fra 17.388 ledere, heraf 2.208 ledere fra Sydjylland.

Kontaktoplysninger

Lars Møldrup
Afdelingsformand
Lederne Sydvestjylland
Tlf. 2948 4054
E-mail lars.moeldrup@lederne.dk

Michael Monty
Pressechef
Lederne
Tlf. 2428 2470
E-mail mmo@lederne.dk