Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Virksomhedsledere svigter kommunikation

22. september 2016

Hvorfor prioriterer de sydvestjyske virksomheder og ledere ikke kommunikative kompetencer højere?

Debatindlæg i Jydske Vestkysten d. 22. september 2016 af Lars Møldrup, formand for Lederne Sydvestjylland

I dialoger om ledelse, har jeg tit oplevet, at emnet nemt kan blive overset, men også at nogle sydvestjyder har den opfattelse, at god kommunikation er et ikke essentielt storby fænomen. Men jeg var alligevel overrasket, da jeg læste en ny undersøgelse fra Lederne, som viser, at kun 51 procent af de sydvestjyske ledere har været på kursus i kommunikation, hvilket er landets laveste procent sats i undersøgelsen. Med andre ord, har halvdelen af de sydvestjyske ledere ikke forsøgt at dygtiggøre sig i en af de væsentligste ledelsesdiscipliner, det finder jeg bekymrende.

Det er fuldstændig essentielt for ledere at kommunikere klart, og kravene til lederes kommunikative færdigheder vil kun blive højere i fremtiden.

Jeg vil opfordre til, at alle ledere arbejder mere målrettet med kommunikation. Det er vigtigt, at kommunikere klart og tydeligt til samarbejdspartnere, da det kan være forskellen på gode eller dårlige resultater.

Men det er ligeså vigtigt, at ledere kommunikerer klart og tydeligt til medarbejderne, og at de er i stand til at føre vanskelige samtaler på en troværdig og kontrolleret måde.

Jeg vil gerne understrege, at det er både ledernes og virksomhedernes ansvar, at lederne er i stand til at varetage deres job bedst muligt. Derfor bør de sydvestjyske ledere gøre mere for at tilegne sig kommunikative kompetencer, så de kan lede effektivt og sprede deres viden til resten af virksomhederne.

Kommunikation i praksis