Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Princippet er rigtigt

04. november 2016

Det er en ledelsesopgave at sørge for, at medarbejderne præsterer.

Dialog, motivationssamtaler og fokus på trivsel er blandt de værktøjer, som ledere kan ty til, hvis de har nogle medarbejdere, der ikke udfører deres arbejde tilfredsstillende.

Og selvfølgelig skal disse gå forud for advarsler. Men ledere vil ind imellem opleve at komme til et punkt, hvor det er nødvendigt at give en advarsel.

Og faktisk kan vi ikke være andet bekendt, for advarsler giver medarbejderne en chance. Desværre oplever jeg, at det er blevet "forbudt" at give advarsler. At det ses som en falliterklæring i en tid, hvor dagsordner som trivsel, motivation og tillid med rette fylder meget.

Senest fik Moderniseringsstyrelsen ørerne i maskinen, da det blev kendt, at styrelsen holder kurser i håndteringen af såkaldte "low performers". Kommunikationen om kurserne var absolut ikke hensigtsmæssig, men princippet i at holde kurser i at håndtere medarbejdere, der ikke lever op til forventningerne, vil jeg til enhver tid forsvare. Det er et udtryk for rettidig omhu at undervise ledere i håndteringen af både advarsler og afskedigelser, så man sikrer, at disse udføres på en værdig måde og er i overensstemmelse med juraen på området.

Advarsler er et ledelsesredskab, der bruges for at undgå afskedigelser. Derfor bør vi ikke være bange for at give en advarsel, hvis det er nødvendigt - både af hensyn til medarbejderen, kollegaer og arbejdspladsen som helhed.

Debatindlæg af afdelingsformand Lars Møldrup i JydskeVestkysten.