Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Frivilligt arbejde på CV'et viser overskud

04. oktober 2017

Også blandt sydvestjyske ledere er det udbredt at være frivillig.

Debatindlæg af Lars Møldrup, formand for Lederne Sydvestjylland i JydskeVestkysten d. 4. oktober 2017.

Hvad end det er som håndboldtræner i den lokale idrætsforening eller gennem en plads i skolebestyrelsen, yder de tusindvis af frivillige et enormt bidrag til lokalsamfundet i Sydvestjylland. Også blandt sydvestjyske ledere er det udbredt at være frivillig. 64 procent af lederne i vores område svarer i en ny undersøgelse fra Lederne, at de enten er eller har været engageret i frivilligt arbejde. Det er over landsgennemsnittet, hvor 56 procent af lederne har erfaring med frivilligt arbejde.

Måske netop derfor er der mange ledere, som tillægger det positiv betydning, når en jobansøgers CV er krydret med frivilligt arbejde. 42 procent af de i alt 187 adspurgte lokale ledere tillægger det i nogen eller i høj grad positiv betydning, når en ansøger er engageret i frivilligt arbejde.

Der er ingen tvivl om, at jeg selv ser positivt på det, når en ansøger udfører frivilligt arbejde. Ofte siger det nemlig meget om lysten til at tage ansvar for fællesskabet og ens evne til at indgå i samarbejder, at man har frivillig erfaring. Frivilligt arbejde på CV'et sender et stærkt signal om engagement, overskud og gode sociale kompetencer. Som samfund har vi brug for et stærkt civilsamfund, og jeg mener også, at det er en styrkelse for virksomhederne, når vi udveksler erfaringer på tværs private virksomheder og frivillige organisationer.

De faglige kompetencer vægter altid tungest, når jeg ansætter, men der er ingen tvivl om, at frivilligt arbejde på CV'et kan være med til at åbne døren til et nyt job.