Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg : Nu tør vi tro på fremtiden

26. september 2015

43 procent af de vestjyske ledere er villige til at flytte til en anden landsdel efter det helt rigtige job.

Har du brugt noget tid i din sommerferie på at overveje din fremtid? Så er du langt fra alene. Næsten seks ud af ti vestjyske ledere overvejer seriøst at finde et nyt job.

Det kan betyde to ting: Enten er lederne ualmindeligt utilfredse med deres virksomheder og arbejdsopgaver, eller også er krisetænkningens fokus på tryghed ved at være udskiftet med optimisme, tro på fremtiden og et jobmarked med muligheder.

Det er helt klart min fornemmelse, at det er optimismen og troen på fremtiden, der gør sig gældende. Hvor hele 57 procent i dag er enten aktivt søgende eller overvejer et jobskifte, var tallet under krisen nede på 37 procent, viser undersøgelser fra Lederne og analyseinstituttet YouGov.

Når jeg taler med ledere, der kigger efter andre muligheder i deres netværk og på jobportalerne, hører jeg oftest, at det lysten til nye udfordringer, der gør sig gældende. Og i modsætning til for eksempel københavnere og østjyder, er de vestjyske ledere villige til at tage det lange blik på, når de kigger efter nye muligheder. 43 procent siger ja til, at de er villige til at flytte til en anden landsdel efter det helt rigtige job. Det gør sig slet ikke gældende i samme grad for ledere, der bor i hovedstadsområdet eller omkring Aarhus.

Jeg glæder mig over, at vores medlemmer er villige til at pendle eller flytte for at få opfyldt lysten til nye faglige udfordringer.

Lars Møldrup, Formand Lederne Sydvestjylland

Man kunne fristet til at citere "Jyden, han er stærk og sej". Jeg ved nu ikke, om jeg tror på, at vi danskere er så forskellige endda. Men hvor man måske er vant til at kunne finde sit næste job i nabolaget, når man bor i en stor by, er vi vestjyder nok vænnet til, at vi kan komme til at flytte eller pendle langt, hvis vi går efter drømmen om nye udfordringer.

Som afdelingsformand for Lederne i Sydvestjylland glæder jeg mig over, at vores medlemmer er villige til at pendle eller flytte for at få opfyldt lysten til nye faglige udfordringer. Der er ingen tvivl om, at det er udviklende at rykke sig en gang imellem –men det gavner også jobmarkedet. Hver gang én siger op for at begynde i et nyt job, bliver der en åbning for en anden, der leder efter udfordringer.