Pressemeddelelse: Virksomheder i Sydjylland forventer plus i økonomi og beskæftigelse i 2018

20. december 2017

Ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne tegner 1. halvår af 2018 til at blive særdeles godt for erhvervslivet i Sydjylland, både når det gælder de økonomiske nøgletal og beskæftigelsen.

Det er ikke kun på grund af den nært forestående nytårsaften, at virksomhederne i Sydjylland kan lægge champagnen på køl. Ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne tegner 1. halvår af 2018 nemlig til at blive særdeles godt for erhvervslivet i Sydjylland, både når det gælder de økonomiske nøgletal og beskæftigelsen.

 

Ifølge konjunkturundersøgelsen har 69 procent af lederne på de sydjyske virksomheder en forventning om, omsætningen vil stige i det næste halve år, mens 21 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning. Kun ni procent af lederne tror, omsætningskurverne i den sydjyske virksomhed vil vende nedad i 1. halvår af 2018.

 

Tendensen er den samme, når det gælder virksomhedernes overskud. Seks ud af ti sydjyske ledere, 60 procent, forventer, at overskuddet stiger i det næste halve år, mens 31 procent kalkulerer med uændret overskud. Optimismen ses også på eksportområdet. Her svarer 54 procent, at der er stigninger i vente i første halvdel af 2018.

 

I forhold til beskæftigelsen er forventningen hos majoriteten af lederne i Sydjylland, at vi er på vej ind i et halvår med enten stigende eller uændret beskæftigelse. Blandt de 348 adspurgte lokale ledere kalkulerer 49 procent med, at det samlede antal af medarbejdere stiger det næste halve år, mens 41 procent tror, antallet af ansatte forbliver omtrent uændret. Kun ti procent af lederne belaver sig på en nedgang i antallet af medarbejdere.

 

Afdelingsformanden for Lederne Sydøstjylland Bent Walter Jensen deler de positive forventninger til både økonomiske nøgletal og beskæftigelse i 1. halvår af 2018.

 

- Det er en glædelig nyhed, at Sydjylland igen har forventninger om sund økonomi og høj beskæftigelse i det kommende halve år. Generelt har jeg et indtryk af, at Sydjylland stormer fremad, hvad angår sund vækst. Blandt andet har Fredericia 21 vækstdrivere, som netop er kåret som Børsens gazeller i 2017. Det tyder derfor på, at der eksisterer nogle gode rammebetingelser for det sydjyske erhvervsliv. Ud over det har milliardkoncernen DLG fornyligt offentliggjort, at de flytter deres hovedkvarter med 200 jobs fra København til Fredericia, hvilket giver en klar anledning til optimisme, når det gælder nye arbejdspladser i Sydjylland, siger Bent Walter Jensen.

 

Ledernes konjunkturundersøgelse er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 2.238 ledere, heraf 348 fra Sydjylland. Alle er ansat på virksomheder i den private sektor. Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres i januar 2018.

Kontaktoplysninger

Bent Walter Jensen
Afdelingsformand
Lederne Sydøstjylland
Tlf. 7593 2815
E-mail bent.w.jensen@lederne.dk

Karoline Bloch Sørensen
Pressemedarbejdere
Lederne
Tlf. 3283 3436
E-mail kbs@lederne.dk