Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Storrumskontorer kan være den rette løsning

10. august 2016

Der eksisterer meget delte meninger om storrumskontorer. Som jeg ser det, kan mange af ulemperne, såsom støjen, afhjælpes ved blot af have helt klare regler om, hvordan man opfører sig på kontoret.

Debatindlæg af afdelingsformand Bent Walter Jensen i Fredericia Dagblad, Vejle Amts Folkeblad den 10. august 2016

Mange virksomheder har i indretningen tænkt meget ind i, at man skal være opmærksom på eksempelvis støjen.

I en ny undersøgelse fra Lederne lavet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, er det også primært støjen, men også den manglende fortrolighed, som de adspurgte ledere vender tommelfingeren nedad til. Over 60 procent mener ikke, at storrumskontoret muliggør at føre en personlig eller fortrolig samtale.

Jeg mener personligt heller ikke, at det er optimalt, at man skal bevæge sig væk fra sin arbejdsplads for at kunne føre private samtaler. Men når det er sagt, er der heldigvis etableret stillerum i de fleste storrumskontorer, hvilket betyder, at der ikke nødvendigvis siges helt farvel til privatliv og fortrolighed.

Der er også stor forskel på, hvilken virksomhed man arbejder hos. For nogle er storrumskontoret ikke den rette løsning i forhold til arbejdsopgaverne - for andre er det netop den helt rigtige løsning.

Jeg mener, at det er altafgørende, at der rent ledelsesmæssigt tages nogle initiativer til, at alle medarbejderne tilgodeses, så det bliver en god oplevelse for dem at arbejde på storrumskontor.