Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Ledere vil have luft under vingerne

24. september 2015

Der læses jobannoncer og holdes kaffemøder i stor stil i det sydøstjyske område.

Debatindlæg af Bent Walter Jensen, Formand Lederne Sydøstjylland, Teglværksvej 45, 7000 Fredericia

Ifølge en ny undersøgelse fra Lederne og analyseinstituttet YouGov er hele 61 procent af lederne i området nemlig på udkig efter et nyt job.

Når seks ud af ti ledere overvejer at komme videre i karrieren, er det naturligvis et positivt tegn på vækst og bevægelighed i jobmarkedet i vores region. Men det må også give anledning til eftertanke hos nogle topchefer og virksomhedsejere. I hvert fald, når de hører ledernes motiver til at søge videre.

Det altoverskyggende argument, som tre ud af fire ledere peger på, er ønsket om nye udfordringer. Dernæst følger manglende muligheder for avancement på den nuværende arbejdsplads efterfulgt af et ønske om højere løn.

Når så mange ledere ikke bliver tilstrækkeligt udfordret, ikke føler, de har optimale avancementsmuligheder, samt savner ansvar og mere i løn viser det, at ikke alle virksomheder er gode nok til at udnytte ledernes kompetencer eller give plads til, at lederne folder deres visioner og evner ud.

Som leder lægger man typisk både mange arbejdstimer og et stort engagement i sit job. Til gengæld vil vi gerne kunne se os selv i spejlet og sige, at det er prisen værd. Og det kan vi ikke, hvis udfordringerne mangler. Derfor kan en leder, der begrænses i sin udvikling, ganske hurtigt forvandles til en leder på vej væk.