Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: For mange ledere uden uddannelse

05. marts 2015

Hvis vi tager de positive briller på, kan vi glæde os over, at omkring fire ud af fem ledere i Sydjylland har gennemført en lederuddannelse.

Debatindlæg af afdelingsformand Bent Walter Jensen i Fredericia Dagblad, Vejle Amts Folkeblad og Horsens Folkeblad den 4. marts.

Men det efterlader immervæk en pæn portion sydjyske ledere, der aldrig har fået uddannelse i lederrollen. Helt præcist 21 procent viser en undersøgelse lavet af Lederne og analyseinstituttet YouGov.

Hvad er problemet, spørger du måske. Jeg mener, at det er et alvorligt problem, at de mennesker, som virksomheder og organisationer tildeler stort ansvar ikke samtidig bliver klædt på til at varetage ansvaret. Der stilles rigtig store krav til ledere i 2015, og det er vitalt for lederne at dygtiggøre sig og tilegne sig viden om ledelse.

Når man siger ja til at blive leder, siger man samtidig ja til at påtage sig ansvaret for at arbejde gennem andre mennesker. Derfor er det vigtigt, at både virksomheder og nye ledere gør sig klart, at det er et stort ansvar. God ledelse kommer ikke af sig selv. Det kræver, at man har de rette værktøjer og viden om, hvad man foretager sig. Og det får man ved at uddanne sig.´

Min opfordring til de sydjyske virksomheder er at investere mere i uddannelse af ledere. For virksomhedens, lederens og medarbejdernes skyld. Det er en investering, der kan betale sig.