Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Pressemeddelelse: Lokale ledere får landets største lønstigning

23. november 2017

Vest- og Sydsjælland, Lolland, Falster og Bornholm står for landets største procentuelle lønstigninger.

De privatansatte ledere i Vest- og Sydsjælland, Lolland, Falster og Bornholm har i det forløbne år kunnet glæde sig over at få en del flere penge mellem hænderne. Ifølge Ledernes nye lønstatistik har de lokale ledere fra september 2016 til september i år fået en stigning i månedslønnen på hele 3,9 procent.

Vest- og Sydsjælland, Lolland, Falster og Bornholm står dermed for landets største procentuelle lønstigninger. Tallet ligger også væsentligt højere end de lokale lederes lønstigning i perioden september 2015 til september 2016, der lå på 1,1 procent.

På landsplan har de privatansatte ledere kunnet notere sig en lønstigning på 2,5 procent. Den største lønfremgang skal findes blandt ledere, der er ansat i byggebranchen eller som beskæftiger sig med information og kommunikation.

I perioden er forbrugerpriserne steget med 1,6 procent, hvilket har betydning for ledernes reallønsfremgang. Lederne har på landsplan fået en stigning i reallønnen på 0,9 procent, mens ledere i Vest- og Sydsjælland, Lolland, Falster og Bornholm har oplevet en reallønsfremgang på 2,3 procent.

De lokale ledere får i gennemsnit 50.555 kroner i løn hver måned. Det er 5.550 kroner mindre end landsgennemsnittet for privatansatte ledere i Danmark, som er på 56.105 kroner.

Afdelingsformand for Lederne Storstrømmen Helle Bjerregaard Andresen er yderst tilfreds med lønudviklingen.

- Jeg blev meget glædeligt overrasket, da jeg så tallene. Umiddelbart hænger lønstigningen sammen med højere beskæftigelse og mere aktivitet i de lokale virksomheder, hvilket afspejler sig i ledernes løn. Men vi har også haft behov for højere lønninger i vores område, for vi halter bagefter i forhold til resten landet. Det gør vi stadig på trods af årets flotte lønstigning. De lokale ledere skal derfor fortsat være opmærksomme på at forhandle deres løn godt. Og virksomhederne skal huske at tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft til vores del af landet kræver, at lønningerne er konkurrencedygtige, siger Helle Bjerregaard Andresen.

Lønstatistikken er lavet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov på baggrund af oplysninger fra 17.388 ledere, heraf 949 ledere fra Vest- og Sydsjælland, Lolland, Falster og Bornholm.

Kontaktoplysninger

Helle Bjerregaard Andresen
Afdelingsformand
Lederne Storstrømmen
Tlf. 2010 8919
E-mail helle.andresen@lederne.dk

Michael Monty
Pressechef
Lederne
Tlf. 2428 2470
E-mail mmo@lederne.dk