Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Stop slendrian på møder

30. maj 2017

Der er ofte forskel på, hvordan man synes, noget bør være, og hvordan det rent så faktisk er. Mødekulturen på virksomhederne er ingen undtagelse.

Debatindlæg af afdelingsformand for Lederne Sønderjylland Peter Martensen i JydskeVestkysten den 30. maj 2017. 

Blandt de sydjyske ledere er holdningen ellers klar: 71 procent af lederne angiver i en ny undersøgelse fra Lederne, at det ikke er accepteret, eller i mindre grad er accepteret, at mødedeltagere kommer for sent. 66 procent synes også, at det er uacceptabelt, at mødedeltagere svarer på e-mails eller sms'er under møder. Men når man spørger de sydjyske ledere om, hvordan de oplever mødekulturen på deres arbejdsplads, er sagen en anden. 35 procent af de sydjyske ledere angiver, at det "ofte" eller "hele tiden" sker, at mødedeltagere kommer for sent, mens 33 procent oplever, at mødedeltagere svarer på e-mails eller sms under møder.

Når nu vi tilbringer en så stor del af vores arbejdstid i mødelokaler, er det afgørende, at møderne også skaber værdi. Jeg tror desværre, at den manglende mødedisciplin går ud over udbyttet af vores møder. Det giver for eksempel alt for meget uro, når mødedeltagere kommer slentrende ti minutter efter, et møde er startet. Derfor er jeg som leder meget tydelig omkring, at mobiler skal være på lydløs, blive i lommen, og kommer man ikke på det aftalte tidspunkt, er døren til mødelokalet slet og ret lukket.

For at sikre det bedste udbytte af møder, vil jeg gerne slå et slag for, at vi hver især tager større ansvar for både vores egen og andres tid.