Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Fleksibilitet kan skabe balance

04. november 2016

Som mennesker søger vi i mange af livets aspekter at skabe balance mellem tingene. Det er dog ikke altid sådan lige til. Nye tal fra Lederne viser nemlig, at op mod 32 procent af de sønderjyske ledere mindst én gang om ugen oplever, at balancen mellem privatliv og arbejdsliv ikke går op.

Jeg synes, at det er for mange. Desværre findes der nok ikke et simpelt trick eller en trylleformular, som i et snuptag kan løse problemstillingen.

Men jeg tror, at fleksibilitet på arbejdspladsen til en vis grad kan afhjælpe problemet.

I hvert fald kan jeg mærke, hvad det gør for min oplevelse af balance ind imellem at tage en arbejdsdag derhjemme. Så kan jeg arbejde uforstyrret, få en masse fra hånden og måske lige lukke en håndværker ind, så hjemmet kan blive fikset samtidig.

Jeg er klar over, at det ikke er i alle typer af jobs, at man kan tilbyde sine ansatte fleksibilitet, men dér, hvor det kan lade sig gøre, bør man tilbyde en vis grad af fleksibilitet, som naturligvis skal gå begge veje.

Særligt må det virke motiverende for virksomheder, når andre tal fra Lederne viser, at hensynet til work-life-balance for 37 procent af lederne havde stor betydning i forbindelse med deres seneste jobskifte.

Tiltrækning og fastholdelse af dygtige ledere hænger altså tæt sammen med at kunne tilbyde nogle rammer, hvor privatlivet og arbejdslivet kan gå op.

Debatindlæg af afdelingsformand Peter Martensen i JydskeVestkysten.