Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Ledere kan og skal kunne undværes i ferien

12. juni 2017

Ledere har brug for at koble af og genoplade batterierne efter mange måneder med tryk på.

Debatindlæg i Dagbladet d. 12. juni 2017 af Jan Carlsen, Formand for Lederne Østsjælland. 

Jeg tror, at de fleste har oplevet den type leder, som ikke kan lade arbejdet ligge, uanset om klokken er 23.30 en mandag aften eller lederen er på ferie. Det er problematisk i sig selv, men det er endnu værre, når lederen slet ikke får holdt sin ferie.

En ny opgørelse fra Lederne viser, at 53 procent af de nord- og østsjællandske ledere har ferie til gode fra ferieåret 2016-2017, heraf har 18 procent mere end 10 feriedage til gode.

Det er stærkt bekymrende, når ledere ikke får afholdt deres ferie, det skader både deres privatliv, medarbejdere og virksomhed. Ledere har brug for at koble af og genoplade batterierne efter mange måneder medtryk på. Ferie er en af de bedste måder at forebygge stress og sikre gode præstationer, når man er på arbejde.

Det er også vigtigt at sende de rigtige signaler til medarbejderne. Hvis ledere konsekvent ikke holder al deres ferie, så vil nogle medarbejdere opfatte det som om, at det også forventes af dem.

Derfor skal de nord- og østsjællandske ledere gå forrest med det gode eksempel om at holde deres ferie. Ledere kan nemlig godt undværes, når de går på ferie - det kræver blot, at man planlægger det, så de tilbageværende lederkollegaer og medarbejdere er forberedt og kan overtage de vigtigste mest presserende arbejdsopgaver.