Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Fokus på samarbejde

09. august 2016

Storrumskontorer er noget, der deler vandene både blandt medarbejdere og ledere.

Debatindlæg i Dagbladet d. 9. august 2016 af Jan Carlsen, Formand for Lederne Østsjælland. 

Dét, jeg godt kan lide ved storrumskontorer, er, at det giver nogle synergier, og at man både kan se og høre, hvad der rører sig rundt omkring. Den vidensdeling, som storrumskontorer i særdeleshed åbner for, mener jeg er en kæmpe fordel.

Derfor kan jeg godt forstå, at knap halvdelen af de adspurgte  ledere i en ny undersøgelse om storrumskontorer lavet af Lederne i samarbejde med analyseinstituttet YouGov mener, at indretningen understøtter en virksomhedskultur, hvor blandt andet samarbejde er i fokus.

Det er vigtigt, at alle er opmærksomme på ikke at generere hinanden, så det er klart, at der er nødt til at være regler for, hvordan man bevæger sig rundt i et storrumskontor. Her mener jeg, at lederen spiller en vigtig rolle i forhold til, hvordan der i praksis tages hensyn til de forskellige medarbejdere og deres behov, således at indretningen på kontoret ikke kommer til at påvirke den enkelte medarbejders arbejdsindsats.