Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Pressemeddelelse: Forventning om stigende overskud og beskæftigelse i Østjylland i 2016

08. december 2015

Optimismen bobler i erhvervslivet i Østjylland på tærsklen til 2016. Ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov forventer størstedelen af lederne på de lokale virksomheder i Østjylland, at 1. halvår 2016 vil blive præget af stigende omsætning, produktion, overskud og eksport. Også på beskæftigelsesområdet er der ifølge de lokale ledere grund til at finde smilet frem.

Når det gælder virksomhedernes omsætning i 1. halvår af 2016, viser undersøgelsen, at 69 procent, af de adspurgte ledere i Østjylland forventer en stigning i det næste halve år, mens 23 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning. Kun syv procent tror, omsætningen i den østjyske virksomhed er for nedadgående.

Optimismen går igen i forhold til virksomhedernes produktion såvel som overskud. På begge de felter forudser 62 procent af lederne, at kurverne vil stige, mens der på eksportområdet er 51 procent, som vurderer, at der er stigninger i vente i 1. halvår af 2016.

I forhold til beskæftigelsen er forventningerne hos hovedparten af lederne i Østjylland, at vi er på vej ind i et halvår med enten stigninger eller uændrede tal. Blandt de 230 adspurgte lokale ledere er forventningen hos knap halvdelen, 48 procent, at det samlede antal af medarbejdere stiger, 42 procent tror, antallet vil være omtrent uændret, mens kun hver tiende virksomhed, 10 procent, ifølge lederne belaver sig på en nedgang i antallet af stole i kantinen.

Tallene for Østjylland viser, at der i de kommende seks måneder især bliver brug for medarbejdere med videregående uddannelser. 36 procent af de lokale ledere forventer, at antallet af medarbejdere med en videregående uddannelse i bagagen vil stige.

Afdelingsformanden for Lederne Østjylland Mette Høgsted glæder sig over de positive forventninger til både økonomiske nøgletal og beskæftigelse.

- Det er klart min fornemmelse, at østjyderne har en stor optimisme: Vi tror på væksten i vores område. Der er flere penge i erhvervslivet nu end for blot et par år siden. Penge, som virksomhederne nu også er klar til at investere for at skabe vækst. Efter mange års sparetider er det meget positivt, at det private erhvervsliv er optimistisk både i forhold til omsætning, øget produktion og ikke mindst flere arbejdspladser, siger Mette Høgsted.

Ledernes konjunkturundersøgelse er baseret på svar fra 1.603 ledere, heraf 230 fra Østjylland. Alle er ansat på virksomheder i den private sektor.

LÆS OGSÅ: Lederne forventer fremgang på alle hylder

Kontaktoplysninger

Mette Høgsted
Afdelingsformand
Lederne Østjylland
Tlf. 2126 3573
E-mail Mette.Hoegsted@lederne.dk 

Anita Clausen og Camilla Schouw
Pressemedarbejdere
Lederne
Tlf. 3283 3436 / 3283 3443
E-mail anc@lederne.dk / cac@lederne.dk