Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Sundt skifte

30. marts 2017

Det kan godt være, at de fleste chefer sukker en ekstra gang, når de modtager en opsigelse fra en værdsat leder. Men jeg ser det som et sundhedstegn, at ledere jævnligt skifter jobbet ud.

Debatindlæg af Rasmus Mortensen, afdelingsformand for Lederne Østjylland i JP Århus den 29. marts 2017

En ny undersøgelse fra Lederne viser, at hver femte leder har skiftet job inden for det seneste år. Det gælder også i Østjylland, hvor 20 procent af lederne svarer ”ja” til, at de har skiftet job inden for de seneste 12 måneder.

I øjeblikket er der hele fire generationer på arbejdsmarkedet samtidig, og alle oplever, at der i dag er langt mellem jubilæerne i virksomhederne. Særligt den yngre generation skifter jobs ud med en frekvens, der ikke er set før. Men det behøver ikke være dårligt nyt for virksomhederne – tværtimod.

De mange jobskifte er nemlig tegn på, at det går godt for vores del af landet. Erhvervslivet er i vækst, hvilket åbner for flere spændende jobmuligheder for lederne. Samtidig viser jobskiftene også, at lederne i Østjylland går op i deres faglige udvikling og er nysgerrige på at tilegne sig viden og nye kompetencer. I en tid, hvor forandringer sker i et stadigt højere tempo, er det særdeles positivt, at ledere gennem jobskifte udviser og udvikler mobilitet og forandringsparathed. På den måde bliver de både dygtigere og hurtigere til at sætte sig ind i nye områder – en evne, der efter min bedste overbevisning bliver helt essentiel for fremtidens leder.