Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Pressemeddelelse: Optimismen for resten af 2017 i top blandt nord- og østsjællandske ledere

17. maj 2017

Ordrebøgerne er klar til at blive fyldt ud, og jobopslagene er ved at blive skrevet på virksomhederne i Nord- og Østsjælland.

2. halvår af 2017 ser nemlig ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne ud til at blive rigtig godt for erhvervslivet i Nord- og Østsjælland. Undersøgelsen viser, at Nord- og Østsjælland er topscorer i forhold til stigende beskæftigelse, omsætning og produktion, mens forventningerne til eksport og overskud er pæne.

Ifølge konjunkturundersøgelsen har hele 75 procent af lederne på de nord- og østsjællandske virksomheder forventning om, at omsætningen vil stige i det næste halve år, mens 19 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning. Kun seks procent af lederne tror, omsætningskurverne i de nord- og østsjællandske virksomheder vil vende nedad i 2. halvår af 2017.

Tendensen er den samme, når det gælder virksomhedernes produktion såvel som overskud. 67 procent af lederne i Nord- og Østsjælland forventer, at produktionen stiger i det næste halve år, mens 60 procent kalkulerer med stigende overskud. Optimismen ses også på eksportområdet, om end i lidt mere behersket grad. Her svarer 57 procent, at der er stigninger i vente i 2. halvår af 2017.

I forhold til beskæftigelsen forventer 57 procent af de nord- og østsjællandske ledere en stigning i det næste halve år. I samme periode sidste år var tallet kun 34 procent. 35 procent tror, antallet af ansatte forbliver omtrent uændret. Otte procent af lederne belaver sig på en nedgang i antallet af medarbejdere.

Afdelingsformanden for Lederne Nordsjælland Gitte Winkler deler de positive forventninger til både økonomiske nøgletal og beskæftigelse i 2. halvår af 2017.

- Der blæser positive vinde i Nord- og Østsjælland, men jeg er alligevel imponeret over de flotte tal. Store udvidelser fra virksomheder som for eksempel Novo Nordisk, Biogen og forventningerne til det nye supersygehus er en del forklaringen, men jeg er også overbevist om, at det mangeårige fokus på rammevilkår, erhvervsnetværk og iværksætteri betaler sig, siger Gitte Winkler.

Ledernes konjunkturundersøgelse er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 1.881 ledere, heraf 170 fra Nord- og Østsjælland. Alle er ansat på virksomheder i den private sektor. Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres i midten af juni.

Kontaktoplysninger

Gitte Winkler
Afdelingsformand
Lederne Nordsjælland
Tlf. 4052 8799
E-mail gitte.winkler@lederne.dk 

Karoline Bloch Sørensen og Lotte Sievers
Pressemedarbejdere
Lederne
Tlf. 3283 3436 / 3283 3456
E-mail kbs@lederne.dk / lsi@lederne.dk