Debatindlæg: Vi skal bruge udenlandsk arbejdskraft klogt

15. januar 2018

Tre ud af 10 virksomheder i Nord- og Østsjælland forventer at ansætte udenlandsk arbejdskraft i det kommende halve år.

Debatindlæg af  Gitte Winkler, afdelingsformand for Lederne Nordsjælland i Frederiksborg Amts Avis mandag d. 15. januar 2018

Det viser en undersøgelse, Lederne har lavet blandt 2238 ledere i private virksomheder, hvoraf 190 hører hjemme i Nord- og Østsjælland.

Tallet er et tegn på, at det går godt for dansk økonomi. Der er mere at lave på virksomhederne, og mange steder kniber det at følge med efterspørgslen.

Vi skal for alt i verden undgå, at opsvinget går i stå, fordi der ikke er hænder nok til at tage fat. Derfor er det positivt, når det lykkes at trække højtuddannede udenlandske eksperter til virksomheder som fx DHI i Hørsholm, Coloplast i Humlebæk eller Biogen i Hillerød. Uden dem ville mange virksomheder i regionen have svært ved at bevare deres plads i det globale førerfelt.

Men vi skal huske at bruge udenlandsk arbejdskraft klogt. Det kan man tale med om i Norge. Her ser virksomhederne østeuropæere sive væk for at arbejde i deres hjemlande, hvor økonomien er forbedret voldsomt.

I Danmark risikerer vi at stå med samme udfordring. Derfor gælder det mere end nogensinde om at få flere danskere ud på arbejdsmarkedet. Omkring 115.000 danskere er i dag på dagpenge eller kontanthjælp, selvom de er i stand til at arbejde. Dem skal vi have i job, så de kan bidrage til den velfærd, vi alle nyder godt af. Det er en opgave, som både virksomheder, politikere og de ledige selv har ansvar for.

Hvis vi skal undgå at mangle arbejdskraft i de kommende år, skal vi som samfund sørge for, at tilstrækkeligt mange har de rigtige uddannelser og kvalifikationer. Det kræver blandt andet, at flere unge vælger en håndværksuddannelse. Det kan politikerne bidrage til ved at gøre det det mere attraktivt at søge ind på erhvervsskolerne.

Manglen på håndværkere bliver næppe mindre, når tre store byggerier i hovedstadsområdet går i gang de kommende år. Der bliver brug for 15.000 faglærte og ufaglærte til at bygge Metro Sydhavn, Letbane Ring 3 og supersygehuset i Hillerød, viser en beregning fra rådgivningsvirksomheden COWI.

Flygtninge skal hjælpes i gang

Flygtninge er en anden ressource, vi skal blive bedre til at udnytte. Det kræver, at politikerne, arbejdsgivere og fagbevægelsen til sammen tager ansvar.

Vi har eksempelvis hos min egen virksomhed, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, ansat en 27-årig mand, Ezaddin, som oprindeligt kommer fra Iran. Han er i gang med den såkaldte integrationsgrunduddannelse. På den måde får han arbejdserfaring og mulighed for at øve sit dagligdags-dansk. Samtidig lærer han, hvad det betyder at være på en dansk arbejdsplads, og han får en fornemmelse for den danske kultur og humor. Alt i alt giver det ham mulighed for at få et job under almindelige vilkår efterfølgende.

Jeg er klar over, at vi ikke løser problemet med mangel på arbejdskraft fra den ene dag til den anden. Der skal politisk vilje, en masse benarbejde og måske også en holdningsændring til. Men det helt nødvendigt, at de mange mennesker, som lever af ydelser fra fællesskabet, begynder at bidrage til det velfærdssamfund, vi alle nyder godt af.

Og så skal vi selvfølgelig være glade for, at det stadig er muligt at tiltrække udenlandske medarbejdere. Både de, der tager job i byggeriet og i servicesektoren, og de højtuddannede specialister, som Danmark også har hårdt brug for.