Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Pressemeddelelse: Vestjyske ledere har landets største forventninger til overskud og eksport

17. maj 2017

Ordrebøgerne er klar til at blive fyldt ud, og jobopslagene er ved at blive skrevet på virksomhederne i Vestjylland.

2. halvår af 2017 ser nemlig ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne ud til at blive rigtig godt for erhvervslivet i Vestjylland. Undersøgelsen viser, at hovedparten af lederne på de lokale virksomheder i Vestjylland forventer, at 2. halvår af 2017 vil blive præget af stigende omsætning, produktion og overskud. Også på eksport- og beskæftigelsesområdet er der ifølge de lokale ledere grund til pæn optimisme.

Ifølge konjunkturundersøgelsen har 70 procent af lederne på de vestjyske virksomheder en forventning om, at omsætningen vil stige i det næste halve år, mens 28 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning. Kun tre procent af lederne tror, at omsætningskurverne i de vestjyske virksomheder vil vende nedad i 2. halvår af 2017.

Tendensen er den samme, når det gælder virksomhedernes produktion såvel som overskud. 66 procent af lederne i Vestjylland forventer, at produktionen stiger i det næste halve år, mens hele 69 procent kalkulerer med stigende overskud. Optimismen ses i høj grad også på eksportområdet. Her svarer 68 procent, at der er stigninger i vente i 2. halvår af 2017. Dermed er Vestjylland den del af landet, hvor forventningerne til eksport og overskud er størst.

I forhold til beskæftigelsen er forventningen hos majoriteten af lederne i Vestjylland, at vi er på vej ind i et halvår med enten stigende eller uændret beskæftigelse. Blandt de 155 adspurgte lokale ledere kalkulerer 50 procent med, at det samlede antal af medarbejdere stiger det næste halve år, mens 40 procent tror, at antallet af ansatte forbliver omtrent ændret. 10 procent af lederne belaver sig på en nedgang i antallet af medarbejdere.

Afdelingsformanden for Lederne Midt-Vest Aage Mørch Sørensen deler de positive forventninger til både økonomiske nøgletal og beskæftigelse i 2. halvår af 2017.

- Det er bestemt en glædelig nyhed, at Vestjylland skiller sig ud, hvad angår forventninger til overskud og eksport. Optimisme smitter, og jeg oplever også, at folk generelt bruger flere penge. Vi har en del stærke virksomheder, som er med til at drive væksten i Vestjylland. Alene i Holstebro er der jo for eksempel Færch Plast og Tvis Køkkener, som gør det kanon godt, siger Aage Mørch Sørensen.

Ledernes konjunkturundersøgelse er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 1.881 ledere, heraf 155 fra Vestjylland. Alle er ansat på virksomheder i den private sektor. Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres i midten af juni.

Kontaktoplysninger

Aage Mørch Sørensen
Afdelingsformand
Lederne Midt-Vest
Tlf. 2020 2115
E-mail aage.moerch.soerensen@lederne.dk 

Karoline Bloch Sørensen og Lotte Sievers
Pressemedarbejdere
Lederne
Tlf. 3283 3436 / 3283 3456
E-mail kbs@lederne.dk / lsi@lederne.dk