Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Ledere skal højne kvaliteten i møder

04. maj 2017

Hver uge går vestjyske ledere i gennemsnit til møde 8,5 gange. Møder, der samlet set løber op i 10,8 timer af deres ugentlige arbejdstid.

Debatindlæg af afdelingsformand Aage Mørch Sørensen for Lederne Midt-Vest i Herning Folkeblad den 4. maj 2017 

Det viser en ny undersøgelse fra Lederne. Min første tanke var, at det var absurd mange møder. Men så kom jeg til at fundere lidt over, hvorfor det nu lige er, at vi holder møder.

Møder er først og fremmest nødvendige for, at arbejdet kan planlægges og fordeles. Men det handler også om, at ledelse i dag er langt mere involverende. Engang udstak chefer måske bare ordrer, men nu er både ledere og medarbejdere i højere grad inddraget i beslutningsprocesser og orienteret om tingenes tilstand. Og det siger sig selv - jo flere man inddrager i en beslutningsproces, jo flere møder holder man.

Men når kun 30 procent af de vestjyske ledere erklærer sig helt enige i, at udbyttet af de møder, som de deltager i, er i et fornuftigt forhold til de ressourcer, der bruges på dem, fortæller det mig, at der er plads til forbedringer.

I min opfattelse er det dog ikke et spørgsmål om, at vi skal holde færre møder. Det er et spørgsmål om at holde bedre møder. Mange møder kan klares på den halve tid, hvis man sikrer sig, at der er god mødeledelse og stram mødedisciplin. Hvis ledere arbejder på at højne kvaliteten i deres møder, er jeg sikker på, at langt flere vil føle, at udbyttet af deres ugentlige møder står mål med indsatsen.