Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Sundhedsforsikringer er win-win

03. marts 2017

Vestjylland er den førende region i Danmark, når det kommer til virksomheder, der tilbyder sundhedsforsikringer til de ansatte.

Debatindlæg af afdelingsformand Bjarne Kragh Jensen for Lederne Midt-Nord i Skive Folkeblad d. 3. marts 2017

En ny undersøgelse fra Lederne viser, at hele 84 procent af de vestjyske virksomheder tilbyder de ansatte sundhedsforsikringer, så de kan blive behandlet hurtigt.

Det har vi grund til at være stolte over. De mange tilbud om sundhedsforsikringer er et symbol på, hvordan de vestjyske virksomheder drager omsorg for deres ansatte og ønsker, at de skal komme sig hurtigt i tilfælde af sygdom. Samtidig giver det stor personlig værdi for de ansatte at vide, at de kan være sikre på hurtig behandling, hvis de måtte blive syge.

I Vestjylland har vi mange små og mellemstore virksomheder, hvor nogle få længerevarende sygemeldinger kan vælte læsset. Det er en sårbarhed, som mange vestjyske virksomheder har valgt at løse på en måde, som også er til gavn for de ansatte. Samtidig forhindrer den hurtige behandling også mange sygdomsforløb i at udvikle sig. Dermed får samfundet også en gevinst ud af de vestjyske virksomheders fremsynethed.

Jeg kan kun opfordre de sidste 16 procent af de vestjyske virksomheder til at komme med på vognen. Sundhedsforsikringer er og bliver win-win for alle parter.