Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Pressemeddelelse: Midt- og vestjyske ledere har høstet landets højeste lønstigninger

18. december 2018

De privatansatte ledere i landsdelens virksomheder har fået en gennemsnitlig lønstigning på 3,4 procent i det forløbne år. Det er højere end ledere i resten af landet, viser Ledernes nye lønstatistik.

- Det har været et rigtig godt år for lederne i det midt- og vestjyske område. De lokale virksomheder klarer sig generelt godt, og lederne bliver belønnet for deres vigtige rolle i forhold til at skabe de gode resultater.

Sådan siger Bjarne Kragh Jensen, lokalafdelingsformand for Lederne, som udtaler sig på baggrund af en ny landsdækkende lønstatistik indsamlet af YouGov for Lederne. Den viser, at lederne i den landsdel, som i Danmarks Statistiks inddeling kaldes Vestjylland, har fået en lønstigning på 3,4 procent fra september 2017 til september 2018.

Det er højere end i nogen andre landsdele og et godt stykke over den gennemsnitlige stigning på landsplan, som var på 2,9 procent i perioden. Til sammenligning steg gennemsnitslønnen for alle lønmodtagere i den private sektor med 2,3 procent i perioden, og forbrugerpriserne steg kun med 0,6 procent. De midt- og vestjyske ledere har altså fået en ganske pæn reallønsfremgang.

Ud over at det generelt er gode tider for virksomhederne i landsdelen, peger Bjarne Kragh Jensen på, at der har været et efterslæb for de lokale ledere.

- Året før lå vores lønstigning under landsgennemsnittet, og vi var en af de landsdele, hvor ledernes løn var steget mindst. Så på den led kan man også sige, at de lokale ledere trængte til et lønhop. Og vores gennemsnitsløn i det midt- og vestjyske ligger stadig under den gennemsnitlige lederløn på landsplan, siger Bjarne Kragh Jensen.

Den gennemsnitlige månedsløn for en leder i landsdelen var 54.073 kroner i september 2018 mod 57.920 i gennemsnit på landsplan. Det er kun lederne i virksomheder i hovedstadsområdet og Nord- og Østsjælland, som i gennemsnit ligger over landsgennemsnittet.

Kontaktoplysninger

Bjarne Kragh Jensen
Afdelingsformand
Lederne Midt-Nord
Tlf. 5141 8620
E-mail bjarne.kragh.jensen@lederne.dk

Søren Kudahl
Pressechef
Lederne
Tlf. 2338 4211
E-mail sku@lederne.dk