Mit Lederne

Nyheder

Ny afdelingsformand for Lederne Midt-Nord

En kerneopgave for den nye formand bliver at sikre et godt samarbejde og en god dialog med de lokale ledere.

28. september 2020

Torben Madsen

Den 28. september blev Torben Madsen udnævnt som ny afdelingsformand for Lederne Midt-Nord ved afdelingens seneste generalforsamling. Lederne Midt-Nord dækker kommunerne: Thisted, Morsø, Skive og Viborg.

Torben Madsen fortæller, at han ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med lederne i de fire kommuner.

Han har været en del af bestyrelsen i Lederne Midt-Nord siden marts 2016 som almen bestyrelsesmedlem, inden han mandag tiltrådte som lokalforeningens nye formand. Han overtager posten fra Bjarne Kragh Jensen, som fortsætter som bestyrelsesmedlem.

Vi skal markere os lokalt
Ét af Torbens kerneområder bliver at møde medlemmerne i lokalområdet, hvor han vil videreføre det gode arbejde, som den tidligere afdelingsformand søsatte:

- Jeg glæder mig til at møde vores medlemmer i lokalområdet, så vi hos Lederne Midt-Nord kan være med til at understøtte de lokale ledere i deres arbejde og i lederopgaven. Derudover ser jeg enormt meget frem til en masse gode og faglige dialoger ude i virksomhederne, siger Torben Madsen.

Samarbejde og sparring er vejen frem krisetider
For Torben Madsen er det en central opgave som formand at skulle samarbejde og gå i dialog med de mange ledere, der er i lokalområdet. Det gælder både i normale tider, men i særdeleshed under den nuværende coronakrise:

- Lige nu overskygger coronakrisen mange andre opgaver ude i virksomhederne. Derfor er det også ekstra vigtigt, at vi som lokalforening går i dialog med medlemmerne og lytter til deres behov, så vi kan hjælpe dem igennem krisen på bedste vis. Jeg tror helt grundlæggende på, at vi kommer langt ved at lytte til hinanden og løfte i fællesskab. Både i krisen, ud af krisen og efter krisen, siger Torben Madsen.

Torben Madsen arbejder til daglig som projektleder hos EL & VVS-virksomheden Henning Mortensen A/S i Silkeborg, hvor han i sin rolle som projektleder er ansvarlig for at få større byggeprojekter overdraget til virksomhedens kunder fra levering af tilbud til aflevering af projektet.