Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Pressemeddelelse: Pæn lønstigning til østjyske ledere

23. november 2017

Ifølge Ledernes nye lønstatistik har de lokale ledere fra september 2016 til september i år fået en stigning i månedslønnen på 2,9 procent.

De privatansatte ledere i Østjylland har i det forløbne år kunnet glæde sig over at få flere penge mellem hænderne. Ifølge Ledernes nye lønstatistik har de lokale ledere fra september 2016 til september i år fået en stigning i månedslønnen på 2,9 procent. Tallet ligger betydeligt højere end de østjyske lederes lønstigning i perioden september 2015 til september 2016, der lå på 1,0 procent.

På landsplan har de privatansatte ledere kunnet notere sig en lønstigning på 2,5 procent. Den største lønfremgang skal findes blandt ledere, der er ansat i byggebranchen eller som beskæftiger sig med information og kommunikation.

I perioden er forbrugerpriserne steget med 1,6 procent, hvilket har betydning for ledernes reallønsfremgang. Lederne har på landsplan fået en stigning i reallønnen på 0,9 procent, mens ledere i Østjylland har oplevet en reallønsfremgang på 1,3 procent.

De privatansatte ledere i Østjylland får i gennemsnit 54.125 kroner i løn hver måned. Det er 1.980 kroner mindre end landsgennemsnittet for privatansatte ledere i Danmark, som er på 56.105 kroner.

Afdelingsformand for Lederne Kronjylland Kirsten Hvid Schmidt er begejstret for lønfremgangen.

- Det er utrolig positivt at se så flot en lønstigning hos de østjyske ledere. I sammenligning med stigningen fra sidste år, er den i år betydeligt højere, hvilket vidner om, at der igen er kommet gang i hjulene i det private erhvervsliv. Det er med til at give virksomhederne et økonomisk overskud, som kan løfte lønnen hos de østjyske ledere og forhåbentlig også fastholde den høje beskæftigelse, siger Kirsten Hvid Schmidt.

Lønstatistikken er lavet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov på baggrund af oplysninger fra 17.388 ledere, heraf 2.336 ledere fra Østjylland.

Kontaktoplysninger

Kirsten Hvid Schmidt
Afdelingsformand
Lederne Kronjylland
Tlf. 2171 9858
E-mail
kirsten.hvid.schmidt@lederne.dk

Michael Monty
Pressechef
Lederne
Tlf. 2428 2470
E-mail mmo@lederne.dk