Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Kun ledere skal arbejde i ferien

05. juli 2016

En ny undersøgelse fra Lederne og analyseinstituttet YouGov viser, at 50 procent af de østjyske og kronjyske ledere arbejder i deres sommerferie.

Debatindlæg af afdelingsformand Kirsten Hvid Schmidt i Randers Amts Avis den 5. juli.

Jeg er langtfra overrasket over, at hver anden leder arbejder i ferien. Mange ledere synes, at lederjobbet er en livsstil, som er svær at lægge på hylden, når man kan være online hvor som helst og når som helst.

Personligt foretrækker jeg at holde mig orienteret og løse vigtige opgaver, som de opstår, fremfor at blive ramt af muren i form af et skrivebord, hvor bunkerne af arbejdsopgaver hober sig op, når jeg vender tilbage. Der kan godt være tale om en dårlig vane, for ingen er uundværlig i kortere tid, men det virker for mig og min familie. Men det er næppe alle familier, hvor det er tilfældet. Derfor skal den enkelte leder gøre op med sig selv og sin familie, hvad der er det rigtige for dem.

Det er vigtigt, at ledere kun arbejder i sommerferien, hvis der er tale om vigtige opgaver. Selve arbejdet bør kun foregå i bestemte tidsrum, som er afstemt med familien. Man skal samtidig være opmærksom på det signal, som arbejde i sommerferien sender internt i de kronjyske virksomheder. Ledere kan blive nødt til at arbejde, men medarbejderne skal holde deres ferie, så de er friske og udhvilede til det næste års arbejde. Det er ledernes pligt at sørge for, at medarbejderne ikke bliver forstyrret med opkald eller mails i deres ferie, så de ikke bliver fristet til at vise samme arbejdsiver som deres leder.