Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Østjysk lederløn skal tættere på landsgennemsnittet

25. november 2016

I det forløbende år er de østjyske lederes lønninger vokset med en procent. Det er i sig selv okay, men når landsgennemsnittet er vokset med over det dobbelte, er Østjylland i fare for at blive hægtet af i kampen om de dygtigste ledere. Derfor skal de østjyske ledere blive bedre til at forhandle løn.

Debatindlæg af afdelingsformand for Lederne Kronjylland Kirsten Hvid Schmidt i Randers Amtsavis

Ledernes nye lønstatistik viser, at de privatansatte østjyske ledere gennemsnitligt er steget 1,0 procent i løn over det seneste år, hvorimod landsgennemsnittet for ledere er en stigning på 2,3 procent.  Dermed har de østjyske ledere fået landets mindste lønstigning samtidig med, at Østjylland ligger 2.500 kroner under gennemsnitslønnen for danske ledere, som er på 54.864 kroner.

Det er uholdbart for en region som Østjylland, hvis der ikke kommer større lønstigninger til lederne i fremtiden. Som bekendt kommer lønstigninger ikke af sig selv, derfor skal de østjyske ledere blive bedre til at forhandle deres løn. Helt konkret vil jeg foreslå, at lederne viser den samme synlighed over for ledelsen, som de gør over for medarbejderne. Hvis man skal forhandle sig til bedre løn, må man også vise, hvad man har leveret, og hvorfor at det berettiger til en bedre løn end den nuværende.

 - Østjylland er et attraktivt område at bo og arbejde i, men det kan blive svært at tiltrække og fastholde de bedste ledere, hvis der bliver et endnu større løngab mellem Østjylland og andre attraktive områder, som eksempelvis københavnsområdet. Derfor håber jeg, at de østjyske ledere vil forhandle sig frem til moderate og rimelige lønstigninger i det kommende år, så de kommer tættere på landsgennemsnittet, siger Kirsten Hvid Schmidt.