Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Københavnske ledere får pæn lønstigning

21. november 2016

I det forløbne år er der blevet sat lidt mere pris på lederne fra de private virksomheder i København og omegn.

Danske sedler og mønter 

Lederne kan nemlig glæde sig over at have fået en mærkbar lønstigning.

Ifølge Ledernes nye lønstatistik har de lokale ledere fra september 2015 til september i år kunnet notere sig en stigning i månedslønnen på 2,8 procent. Tallet ligger højere end de københavnske lederes lønstigning i perioden september 2014-september 2015, der var på 2,5 procent.

På landsplan har de privatansatte ledere fået en moderat lønstigning på 2,3 procent. De ledere, der har opnået den største lønfremgang, er dem som har gennemført de længste uddannelser. I samme periode er forbrugerpriserne ikke steget, hvilket betyder, at lederne på landsplan har fået en stigning i reallønnen på 2,3 procent, mens de i København og omegn har oplevet en reallønsfremgang på 2,8 procent.

I gennemsnit får lederne i Københavnsområdet 61.380 kroner i lønningsposen hver måned. Det er 6.500 kroner over gennemsnittet for private ledere i hele Danmark, som er på 54.864 kroner.

LÆS OGSÅ: Se Ledernes spritnye lønstatistik for 2016 

Afdelingsformanden for Lederne København Nord, Henrik Tarris, er glad for lønfremgangen.

- Det er selvfølgelig altid positivt, når området oplever lønstigninger. Det er min opfattelse, at lønfremgangen afspejler, at København er landets største vækstlokomotiv. Lønningerne er højere i København end andre steder, men det hænger naturligvis også sammen med de høje omkostninger, der er forbundet med at bo og leve i Københavnsområdet, siger Henrik Tarris.

Lønstatistikken er udarbejdet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, på baggrund af oplysninger fra 14.894 privatansatte medlemmer af Lederne, heraf 4.776 i København og omegn.  

Ledernes Lønstatistik 2016

videoguide

videoguide