Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Pressemeddelelse: Ledere i København og omegn forventer gang i hjulene i resten af 2017

17. maj 2017

Ordrebøgerne er klar til at blive fyldt ud, og jobopslagene er ved at blive skrevet på virksomhederne i København og omegn.

2. halvår af 2017 ser nemlig ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne ud til at blive rigtig godt for erhvervslivet i København og omegn. Undersøgelsen viser, at hovedparten af lederne på de lokale virksomheder i København og omegn forventer, at 2. halvår af 2017 vil blive præget af stigende omsætning, produktion og overskud. Også på eksport- og beskæftigelsesområdet er der ifølge de lokale ledere grund til pæn optimisme.

Ifølge konjunkturundersøgelsen har 67 procent af lederne på de lokale virksomheder en forventning om, omsætningen vil stige i det næste halve år, mens 24 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning. Kun ni procent af lederne tror, omsætningskurverne i virksomhederne i området vil vende nedad i 2. halvår af 2017.

Tendensen er den samme, når det gælder virksomhedernes produktion såvel som overskud. 62 procent af lederne i København og omegn forventer, at produktionen stiger i det næste halve år, mens 59 procent kalkulerer med stigende overskud. Optimismen ses også på eksportområdet, om end i lidt mere behersket grad. Her svarer 48 procent, at der er stigninger i vente i 2. halvår af 2017.

I forhold til beskæftigelsen er forventningen hos majoriteten af lederne i København og omegn, at vi er på vej ind i et halvår med enten stigende eller uændret beskæftigelse. Blandt de 588 adspurgte lokale ledere kalkulerer 46 procent med, at det samlede antal af medarbejdere stiger det næste halve år, mens 38 procent tror, antallet af ansatte forbliver omtrent uændret. 16 procent af lederne belaver sig på en nedgang i antallet af medarbejdere.

Afdelingsformanden for Lederne Hovedstaden Kim Kampp deler de positive forventninger til både økonomiske nøgletal og beskæftigelse i 2. halvår af 2017.

- Det er glædeligt at få bekræftet de tendenser, som vi hører hos virksomhederne i området i forhold til konjunkturforventningerne for resten af 2017. Der ses en stigning på alle parametre, hvilket jeg ser som et resultat af stor fokus på vækst og overskud gennem de sidste år. I min virksomhed, hvor jeg arbejder som leder, mærker jeg selv tydeligt optimismen, og den danner et godt eksempel på en virksomhed i København, som det sidste år har oplevet stigning i vækst og har meget positive forventninger til 2. halvdel af 2017, siger Kim Kampp.

Ledernes konjunkturundersøgelse er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 1.881 ledere, heraf 588 fra København og omegn. Alle er ansat på virksomheder i den private sektor. Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres i midten af juni.

Kontaktoplysninger

Kim Kampp
Afdelingsformand
Lederne Hovedstaden
Tlf. 4096 9495
E-mail kim.kampp@lederne.dk 

Karoline Bloch Sørensen og Lotte Sievers
Pressemedarbejdere
Lederne
Tlf. 3283 3436 / 3283 3456
E-mail kbs@lederne.dk / lsi@lederne.dk