Malene Gregaard Wilsly - Vinder i kategorien: Frivillighed
Malene startede Powerjobsøgerne for 10 år siden, hvor hun selv var ledig og savnede et aktivt og effektivt netværk. Malene fik job, men arbejdede videre med netværket på sidelinjen. De første 5 år var helt uden økonomi og 100 % frivillighed – for 5 år siden var det blevet så stort, at Malene måtte finde en økonomisk løsning, sådan at der kunne være en fast stab af facilitatorer, som kunne støtte de lokale foreninger, og jobsøgerne som frivilligt drev dem. Det lykkes og Malene sagde sit job op, for at engagere sig 110%. I dag er jobsøgningsnetværket det største, det er opbygget som en landsorganisation, og det er godkendte og registrerede som Socialøkonomisk virksomhed, fordi de skaber fællesskab, inspiration og jobsøgningsglæde blandt landets jobsøgere. Samtidig skaber de spændende småjobs for f.eks. fleksjobbere. Flere af deres facilitatorer er kompetente kolleger, som blot kan arbejde et begrænset antal timer om ugen. Malene arbejder benhårdt for at skabe rammerne for gode netværk. Malene motiverer de mennesker, der er omkring hende helt fantastisk. Det kræver sin kvinde at holde styr på og på gentagne vis, med mange nye afdelinger, at inspirer menneskerne omkring sig. For Malene er jobsøgningsglæde kodeordet til netværkets succes.
Stort tillykke til Malene Gregaard Wilsly med Tag Ansvar-prisen for Frivillighed.
Se videoen med Malene
De to andre nominerede fortjener også stor ros for deres arbejde:
Pranav Shah, Copenhagen Business School
Mogens W. Brolin, Natteravnene m.fl.
Tobias Weber-Andersen - Vinderer i kategorien: Bæredygtighed
Tobias er en ildsjæl uden lige. Han har skabt konceptet ”Green Kayak”, som i sin essens går ud på, at man kan låne en kayak gratis, mod at man samler plastik og andet affald op. Konceptet er simpelt og meningsfyldt, og er blevet rullet ud til mange lande over hele Europa. Tobias har gennem initiativet hjulpet med til at sætte fokus på den nære plastikforurening, og derved tage det fra et verdensfjernt koncept i Stillehavet, til alle de steder, hvor vi lever og sviner.
Stort tillykke til Tobias Weber-Andersen med Tag Ansvar-prisen for Bæredygtighed.
Se videoen med Tobias
De to andre nominerede fortjener også stor ros for deres arbejde:
Hannah Michaud, Beyond Leather Materials
Frederik N. Busck & Michael D. Plesner, CPH Village
Sofie Weinreich Engell - Vinder i kategorien: Iværksætteri
Sofie startede som bare 22-årig Herberget Grace, og hendes mål er at hjælpe de hjemløse "hele vejen i mål". Ved at iværksætte en række nye initiativer og skabe nye partnerskaber har GraceKbh under corona-krisen hurtigt taget et ekstraordinært ansvar og sikret udsatte hjemløse borgere tag over hovedet og en mere sikker hverdag. Med Sofie Weinreich Engell i spidsen blev 70 hjemløse under coronakrisen indkvarteret på Hostels i nabolaget, som havde ledige sengepladser. Initiativet betød at flere af de hjemløse fik overskud i hverdagen til at finde et job eller kom ud af misbrug. Nytænkning og iværksætteri i NGO'er til gavn for samfundet i bred forstand kalder på respekt.
Stort tillykke til Sofie Weinreich Engell med Tag Ansvar-prisen for Iværksætteri.
Se videoen med Sofie
De to andre nominerede fortjener også stor ros for deres arbejde:
Emil Andersen, Planteslagterne
Avnit Singh, tech BBQ
Heidi Næsted Stuhaug - Vinder i kategorien: Arbejdsglæde
Heidi er uddannet sygeplejerske og er ansat som leder for hjemmesygeplejen og den kommunale hjemmehjælp i Frederiksberg Kommune, hvor hun er overordnet leder for ca. 500 medarbejdere. Heidis lederskab opleves fuldstændig naturligt fordi hendes faglighed, knivskarpe overblik og menneskesyn skaber et helt naturligt følge. Hun evner det svære ledelsesmæssige spænd mellem beslutningskraft og samarbejde, struktur og fleksibilitet, gennemslagskraft og inddragelse. Heidi er en leder som går forrest og som derved selv tør at reflektere over det paradigme, som kan opstå når manglende faglighed kolliderer med misforstået omsorg i praksis. Hun prioriterer involvering og uddelegerer ansvar og opgaver og begrunder altid sine beslutninger. Heidi lærer os, at vores vigtigste samarbejdspartnere i arbejdet, er de mennesker, vi ønsker at gøre en forskel for. At borgerinddragelse skal prioriteres og at hver og en af os som medarbejder, uanset faglighed og uddannelsesniveau, er en enestående og vigtig brik i det helt nære arbejde – og derved i den større sammenhæng. Hendes visionære og inspirerende lederskab emmer af ansvarstagen i alle lag af organisationen, og genererer endvidere både vedvarende arbejdsglæde og kvalitet i Frederiksberg Kommunes Hjemmepleje.
Stort tillykke til Heidi Næsted Stuhaug med Tag Ansvar-prisen for Arbejdsglæde.
Se videoen med Heidi
De to andre nominerede fortjener også stor ros for deres arbejde:
André Rogaczewski, Netcompany
René Kappelgård, Scrive
Gik du glip af arrangementet d. 7. oktober 2020, hvor Lederne Hovedstadens Tag Ansvar-pris 2020 blev uddelt i fire kategorier, kan du se det hele her.
Du kan se og høre mere om prisen, møde de nominerede, når de fortæller hver deres historie og hvilket store ansvar, de tager samt se, selve kåringen af de fire vindere inden for kategorierne: Frivillighed, Bæredygtighed, Iværksætteri og Arbejdsglæde.
Har du lyst til at komme i ekstra godt humør, kan du også se oplægget med optimisten, Henrik Mathiasen.
Se video her