Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Pressemeddelelse: Ledere i Nordjylland forventer gang i hjulene i resten af 2017

17. maj 2017

Ordrebøgerne er klar til at blive fyldt ud, og jobopslagene er ved at blive skrevet på virksomhederne i Nordjylland.

2. halvår af 2017 ser nemlig ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne ud til at blive rigtig godt for erhvervslivet i Nordjylland. Undersøgelsen viser, at hovedparten af lederne på de lokale virksomheder i Nordjylland forventer, at 2. halvår af 2017 vil blive præget af stigende omsætning, produktion og overskud. Også på eksport- og beskæftigelsesområdet er der ifølge de lokale ledere grund til pæn optimisme.

Ifølge konjunkturundersøgelsen har 70 procent af lederne på de nordjyske virksomheder en forventning om, omsætningen vil stige i det næste halve år, mens 22 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning. Kun otte procent af lederne tror, omsætningskurverne i de nordjyske virksomheder vil vende nedad i 2. halvår af 2017.

Tendensen er den samme, når det gælder virksomhedernes produktion såvel som overskud. 58 procent af lederne i Nordjylland forventer, at produktionen stiger i det næste halve år, mens 55 procent kalkulerer med stigende overskud. Optimismen ses også på eksportområdet. Her svarer 57 procent, at der er stigninger i vente i 2. halvår af 2017.

I forhold til beskæftigelsen er forventningen hos majoriteten af lederne i Nordjylland, at vi er på vej ind i et halvår med enten stigende eller uændret beskæftigelse. Blandt de 169 adspurgte lokale ledere kalkulerer 43 procent med, at det samlede antal af medarbejdere stiger det næste halve år, mens 50 procent tror, antallet af ansatte forbliver omtrent uændret. Otte procent af lederne belaver sig på en nedgang i antallet af medarbejdere.

Afdelingsformanden for Lederne Himmerland Jens Otto Størup deler de positive forventninger til både økonomiske nøgletal og beskæftigelse i 2. halvår af 2017.

- Den spirende optimisme, som denne undersøgelse viser, harmonerer godt med de indtryk, jeg har fra kollegaer, medier og den generelle snak, som går her i Nordjylland. De lokale brancher heroppe har været rigtig gode til at omstille sig for at være klar til den nye vækst. Især har Nordjylland gjort sig bemærket ved det tætte samarbejde mellem Aalborg Universitet og det nordjyske erhvervsliv. Samarbejdet har skabt mange nye arbejdspladser i Nordjylland og bekræfter, at vækst og viden går hånd i hånd, siger Jens Otto Størup.

Ledernes konjunkturundersøgelse er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 1.881 ledere, heraf 169 fra Nordjylland. Alle er ansat på virksomheder i den private sektor. Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres i midten af juni.

Kontaktoplysninger

Jens Otto Størup
Afdelingsformand
Lederne Himmerland
Tlf. 5373 3300
E-mail jens.otto.stoerup@lederne.dk 

Karoline Bloch Sørensen og Lotte Sievers
Pressemedarbejdere
Lederne
Tlf. 3283 3436 / 3283 3456
E-mail kbs@lederne.dk / lsi@lederne.dk