Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Sundt skifte

24. marts 2017

"En ny kost fejer rent, men en gammel kost kender krogene". Sådan lyder et gammelt ordsprog, og jeg tror, at der er noget om det. Derfor glæder det mig også, at en ny undersøgelse fra Lederne viser, at 21 procent af de nordjyske ledere har skiftet job det seneste år.

Debatindlæg af Jens Otto Størup, afdelingsformand for Lederne Himmerland i Nordjyske Stiftstidende, 23. marts 2017 Sektion 1 (1. Sektion), Side 6.

I min optik er det nemlig ideelt for en virksomhed at have både nye og gamle "koste" ansat. Jobskifte giver god dynamik på arbejdspladsen.

Nye ledere tør stille de dumme spørgsmål, der indimellem viser sig ikke at være så dumme endda. Som ny leder kan man prikke til "plejer" og åbne for nye muligheder.

Udveksling af idéer og erfaringer mellem nyansatte ledere og ledere, der er gamle i gårde, giver de bedste resultater for de nordjyske virksomheder. At mere end hver femte leder har skiftet job inden for de seneste 12 måneder er desuden et udtryk for, at der er en stor grad af mobilitet på tværs af brancher og virksomheder i Nordjylland.

Dén mobilitet er vigtig for vores region, hvor vi er følsomme over for flaskehalse, og hvor der er brug for at tiltrække gode ledere, når en branche er i vækst - ellers kvæles væksten.