Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Ledere rykker, når lønnen trykker

07. september 2016

Da de færreste har held med at overtale chefen til en lønstigning på 10.000 kroner ved den årlige lønforhandling, er der mange, som ser jobskifte som en mulighed for at stige i løn.

Debatindlæg d. 7. september 2016 i Fyns Amts Avis af afdelingsformand for Lederne Fyn Karsten Kjærby.

En ny undersøgelse fra Lederne viser, at 54 procent af de fynske ledere overvejer at skifte jobbet ud. Af dem er 15 procent i øjeblikket aktivt jobsøgende. De seneste år er andelen af ledere med jobskifteplaner steget, og det er umiddelbart godt nyt for Fyn. Overvejelser om jobskifte forudsætter nemlig, at der er spændende jobs at få, og man kan derfor påstå,at fynske ledere er begyndt at vejre morgenluft oven på finanskrisen.

Tallene er også et udtryk for, at fynske ledere er bevidste om deres faglige udvikling, og derfor søger nye græsgange, for at sikre sig, at de får en bred palet af kompetencer med sig fra forskellige virksomheder.

Alt i alt vidner tallene om en positiv udvikling på Fyn. Men måske er der alligevel malurt i bægeret. Jeg tror nemlig, at en anden faktor også spiller ind på jobskifteplanerne: Løn. Den gennemsnitlige fynske lederløn halter efter landsgennemsnittet.

Ledernes lønstatistik for privatansatte ledere fra 2015 viser, at en fynsk leder tjener omkring 3.000 kroner mindre om måneden end landsgennemsnittet. Både i Sydjylland, Østjylland, Nordsjælland og i hovedstadsområdet tjener ledere mere, end de gør på Fyn. Da de færreste har held med at overtale chefen til en lønstigning på 10.000 kroner ved den årlige lønforhandling, er der mange, som ser jobskifte som en mulighed for at stige i løn. De største lønhop sker nemlig ved jobskifte.

I takt med, at det går bedre og kun få ledere går ledige, bliver konkurrencen om de dygtigste ledere hårdere.

Hvis fynske virksomheder vil fastholde talentfulde ledere, må de simpelthen betale for dem.